Elev stukket ned på teknisk skole i København

En 19-årig mand er overfaldet med kniv på Københavns Tekniske Skole mandag morgen og hastet til Rigshospitalets Traumecenter. Han er stukket seks steder på kroppen, oplyser Københavns Politi.

- Han er stukket med seks stik på kroppen, men han er uden for livsfare, siger den centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov til Ritzau.

Politiet har tilbageholdt en person på skolen, men det er usikkert, om der er tale om en af gerningsmændene.

Københavns Tekniske Skole bekræfter over for Ritzau, at der mandag morgen har været et knivoverfald på skolen. Skolens ledelse har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Knivoverfaldet skete mandag morgen ved Rebslagervej 11, og efterfølgende er der fundet en brændende bil på Bispebjerg Bakke.

Politiet har sikret sig endnu en bil, og begge er ifølge efterforskningslederen formentlig brugt til overfaldet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip