Elever forvandler brugte computere til kunst

Folkeskoleelever i Kolding deltager fredag i en kunstfaglig workshop.

Endeløse rækker af kasserede harddiske og computer-indmad fra Vesten. Det er det sørgelige scenarie på de voksende IT-lossepladser i Benin og flere vestafrikanske lande. Danmark er én af de syv vestlige lande, der eksporterer flest brugte computere til Vestafrika.

De forurenende IT-lossepladser og Danmarks eksport af elektronisk affald er et af temaerne på workshoppen. Fire kunstnere fra Benin og Danmark underviser fredag eleverne på Vonsild Skole i Kolding i, hvordan kasserede computere forvandles til masker og skulpturer og giver dem et stærkt indblik i de miljøskadelige konsekvenser ved Vestens dumping af elektronisk affald i Vestafrika.

De seneste fire uger har genbrugskunstnerne Thierry Oussou og Ferdinand Kosh fra Benin og de danske designere Lærke Hooge Andersen og Fanni Baudo under workshops undervist folkeskolens ældste i elektronisk affaldskunst i ni danske kommuner.

Workshoppen er den sidste af 87 workshops, som har fundet sted i hele landet under ungdomsfestivalen ’Verdensbilleder i bevægelse: UTOPIA’, som er arrangeret af Center for Kultur og Udvikling.

Thierry Ousso og Ferdinand Kosh er to af de 16 kunstnere fra Benin, Zambia, Afghanistan og en række andre udviklingslande, som har turneret på skoler i hele landet for at give unge danskere et større kendskab til kunst- og kulturlivet i udviklingslandene.

Dagens Gossip