Elever kan se frem til flere klasselærere

Det fastslår formand for Skolelederforeningen Anders Balle, der mener, at to af landets førende folkeskoleeksperter maler fanden på væggen i lørdagens udgave af Information, hvor de undrer sig over følgende »bekymrende« afsnit i aftalen:

»(skolerne, red.) skal have frihed til at fastsætte, hvordan organisationen og ansvaret er placeret for løsningen af opgaven som klasselærer.«

Ifølge Anders Balle kommer klasselærerfunktionen til at spille en stor rolle i fremtiden:

»Med denne aftale bliver det skolerne, der beslutter, hvordan vi vil gøre det. Det betyder ikke, at funktionen er blevet fjernet. Det betyder bare, at det ikke længere er centralt bestemt, hvordan det skal gøres. Skolerne skal nok hver især finde ud af, om opgaven som klasselærer skal varetages af flere. Vis os dog noget tillid,« siger Anders Balle til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Niels Egelund, professor og centerleder ved Aarhus Universitet, er det »en rigtig dårlig idé, hvis ansvaret deles ud på flere personer«, og han får i Information opbakning af forsknings- og udviklingschef ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen:

»Mange elever efterlyser, at man har faste strukturer og faste klasser, så man eksempelvis ved, hvem man skal holde fødselsdag sammen med. Samtidig har noget af det gode ved klasselærerfunktionen været, at forældrene klart og tydeligt har vidst, hvem de skulle kontakte. Det mister man muligvis nu, når flere skal deles om opgaven,« siger Andreas Rasch-Christensen til avisen.

Det er dog langt fra en bekymring, Anders Balle deler.

»Vi er da ikke så dumme, at vi laver dårlige ting. Det er da klart, at når der nu ikke er nogle centrale bestemmelser omkring det, så skal jeg da som skoleleder sikre, at vi på vores skole har nogle beskrivelser om, hvordan klassefunktionen skal se ud hos os. Der er blot tale om en decentralisering, som vi generelt ser med reformen. Vi er jo på vej væk fra national detailstyring,« lyder det fra formanden for Skolelederforeningen.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) fastslog også lørdag, at klasselærerrollen ikke er truet.

»Der bliver ikke ændret ved, at der skal være en klasselærerfunktion, men ligesom andre steder, hvor flere kan varetage en fælles opgave, så er der den mulighed, der også bliver omkring en klasse,« sagde Christine Antorini Christine Antorini til DR Nyheder.

Agnete Vienberg Hansen, formand for Danske Skoleelever, ser heller ikke for sig, at klasselærerfunktionen bliver udvandet med forliget.

»Jeg tror ikke, vi kommer til at se, at skolelederen helt kommer til at droppe konceptet. For klasselærerfunktionen fungerer på stort set alle skoler. Der vil blot ske det, at der bliver mere frihed til at gøre det på bedre og alternative måder, hvis det passer bedst til eleverne,« siger Agnete Vienberg Hansen til Berlingske Nyhedsbureau.

Dagens Gossip

Dagens TV