Elever: Længere skoledage går ud over fritiden

Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse blandt 150 elever fra de ældste klasser, som Børns Vilkår har lavet. Ni ud af 10 af eleverne svarer, at de får svært ved at nå de aktiviteter, de har i dag.

»Jeg går tur med hunden hver dag lige efter skole, fodrer den, giver den vand og sådan. Altså cirka klokken 13-14. Men hvis der kommer heldagsskole, kan jeg ikke passe min hund, og så skal den måske aflives, hvilket vil være et stort tab for mig, da den er noget af det eneste, der betyder noget for mig«, skriver en elev i sit svar.

Der kan dog være hjælp på vej til skoleeleverne fra Venstre, som nu har meldt ud, at partiet kun vil støtte regeringens reform af folkeskolen, hvis skoleugen for 7.-9. klasse bliver på 35 timer – det er to timer mindre, end regeringen lægger op til. Det betyder, at regeringen står alene med ønsket om, at forlænge skoledagen til klokken 15.30, skriver Politiken.

Elevernes bekymringer bør tages alvorligt, mener Bente Boserup, der er souschef i Børns Vilkår og leder af BørneTelefonen.

»Deres bekymringer er meget nede i det rent lavpraktiske. Men det er også på det lavpraktiske plan, børn mærker de forandringer, vi voksne laver. Og derfor skal vi også høre godt efter, fordi det er ikke altid, vi voksne tænker på, hvor meget det betyder for børnene, når vi ændrer deres hverdag«, siger hun til Politiken.

Dagens Gossip