Elever og forældre vil beholde 10. klasse

»Brobygningen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne er faktisk allerede en realitet mange steder. De steder, hvor der er lavet 10. klassecentre, er der et stort samarbejde mellem skole og ungdomsuddannelse for at pejle de unge mennesker i den rigtige retning,« siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre.

»Dermed ikke sagt, at der ikke er behov for at målrette 10. klassen mere, for det er selvfølgelig meget vigtigt, at der alle steder er et fokus på at få gjort de unge dygtige nok samt afklarede omkring deres uddannelsesvalg. Men jeg mener ikke, at 10. klassen kun skal være for de unge, der ikke er dygtige nok efter 9. klasse. Det kan jo snildt være, man er fagligt dygtig, men til gengæld ikke er socialt klar til at gå på ungdomsuddannelse,« tilføjer hun.

Hos elevorganisationen Danske Skoleelever er formand Agnete Vienberg Hansen umiddelbart positiv over for en mere differentieret 10. klasse, hvor man foruden boglige fag som dansk og matematik tilfører praktiske fag og projekter.

»Umiddelbart virker det som en rigtig god idé sørge for, at eleverne kommer ud med mere i bagagen, så de er bedre rustet til at tage en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Men alle elever skal stadig have mulighed for at tage 10. klasse,« siger hun.

Overordnet mener elevformanden imidlertid, at det ville »være fantastisk, hvis man kunne hjælpe den enkelte elev med det, han eller hun lige har brug for«.

»Det ville rykke meget mere i forhold til det, man gør i dag,« siger Agnete Vienberg Hansen og foreslår, at 10. klasses-elever skal have mulighed for at tage praktiske fag og måske endda få mulighed for at tage dele af deres 10. klasse på en ungdomsuddannelse.

Dagens Gossip