Elever på velhaverskole amok: Skræmte lærere måtte forskanse sig bag glasdør

I dag kan man flere steder i landet opleve glade elever fra 9. klasse, der har haft deres sidste normale skoledag, før de afgørende eksamener venter.

Helt så festligt er det ikke på Strandskolen i Risskov, hvor de såkaldte 'dødslister' har ført til en fattigmandsudgave af den store festdag, hvor karameller, fællessang og - måske – en omgang buksevand plejer at være en del af dagen. Det skriver Aarhus Stiftstidende

På folkeskolen i det aarhusianske velhaverkvarter har man i de sidste år haft store problemer med dødslister – ophængte sedler med navne på elever fra de lavere klasser, der ifølge de ældste elever har været irriterende i løbet af deres skoletid.

Det plejer at være ensbetydende med en risiko for at få frosne karameller kastet i nakken, eller barberskum sprøjtet i underbukserne, hvis dit navn er at finde på de afgående elevers dødslister.

Hos Strandskolen mener ledelsen, at listerne er præget af voldsomt sprogbrug og truende toner, og derfor har man valgt at sløjfe flere af den sidste skoledags traditionelle indslag.

- Det er beklageligt, at jeg har måttet træffe beslutningen, men vi skal som skole sørge for nogle trygge rammer, og jeg kan ikke finde mig i, at der foregår ting, som går udover ansatte og elevers trivsel, siger skoleleder Jesper Kousholt til Aarhus Stiftstidende.

Ifølge avisens oplysninger blev 9. klasseeleverne kaldt ind på kontoret i går, hvor de fik beskeden om den nedbarberede version af sidste skoledag.

Beskeden førte til et større optrin, der endte i en så presset situation, at lærerne måtte låse sig inde bag en glasdør, hvor de lagde ører til racistiske tilråb og en enkelt fuckfinger fra de utilfredse elever.

Ifølge Aarhus Stiftstidende har flere af eleverne i 9. klasse vagt at boykotte den sidste skoledag  på Strandskolen – de er derimod taget hen på boldbanerne i den lokale fodboldbold, hvor de vil lave deres egen fodboldkamp og vandkamp. 

Dagens Gossip