Elever: Useriøst at blande valgkamp med forhandlinger

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

Forhandlingerne om en ny gymnasiereform er onsdag eftermiddag brudt sammen, og i den forbindelse bebrejder gymnasieeleverne politikerne for at tænke for meget på det snarlige folketingsvalg.

- Jeg synes, det er useriøst, at der går valgkamp i en reform, der handler om vores fælles uddannelsessystem.

- Og i øvrigt om så tåbeligt et emne som karakterkrav, der ingenting har med kvaliteten af vores uddannelser at gøre, siger Mathilde Vinther, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Således henviser hun til et af de helt store stridsspørgsmål i forhandlingerne - indførelsen af karakterkrav.

Regeringen har spillet ud med et krav på 02, mens de borgerlige partier kræver karakterer fra folkeskolen på mellem 4 og 7.

- De borgerlige partier har interesse i at trække forhandlingerne ud, så der når at komme valg inden afslutningen af processen. På den måde kan de sikre et flertal i Folketinget, der kan stemme for højere karakterkrav, siger Mathilde Vinther.

Hun mener, at en eventuel indførelse af karakterkrav direkte vil modarbejde den sociale mobilitet i samfundet.

- Det er alt for tidligt at skille folk fra allerede i gymnasiealderen. Jo længere ned, man kommer i det sociale lag, jo flere studenterhuer vil man fjerne.

- Vi ved fra forskning, at særligt tilrettelagte kurser kan gøre op for flere års tabt skolegang. Det, synes vi, man burde investere i i stedet for blot at tale om udelukkelse, siger, siger Mathilde Vinther.

Også Gymnasieskolernes Lærerforening mener, at diskussionen om karakterkrav har fyldt alt for meget i forhandlingerne.

- I stedet skulle parterne have brugt deres kræfter på at drøfte indhold og kvalitet i uddannelserne. Nu efterlades sektoren i et tomrum.

- Vi ved, der kommer til at ske noget efter et valg, men ikke hvad eller i hvilken retning, ændringerne vil gå. Det er mildt sagt ikke en ønskeposition for en faglig og pædagogisk udvikling af gymnasierne, siger GL-formand Annette Nordstrøm Hansen.

Hun mener desuden, at sammenbruddet i forhandlingerne skaber usikkerhed blandt kommende elever og deres forældre.

/ritzau/