Elfenbenskysten er klar til VM i Brasilien

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Med en samlet score på 4-2 over Senegal har Elfenbenskysten lørdag sikret sig billet til VM-slutrunden i fodbold i Brasilien næste år. De to hold spillede 1-1 lørdag i Casablanca, men Elfenbenskysten havde vundet den første playoff-kamp hjemme med 3-1.

Senegal havde hjemmebane i den marokkanske havneby Casablanca, fordi nationen ikke måtte spille i Senegal efter et uheld med en tribune i en tidligere landskamp.

Trods den manglende hjemmebanefordel forsøgte Senegal ellers med en slutspurt at indhente Elfenbenskystens føring.

Moussa Sows scoring til 1-0 efter 77 minutter gav nemlig senegaleserne nyt håb, og de skulle bare bruge en enkelt scoring mere.

I stedet var det den tidligere Chelsea-spiller Salomon Kalou, som udlignede kort før tid, og så var der ikke mere at spille for.

Kalou, Didier Drogba og Manchester Citys Yaya Touré er dermed klar til VM med Elfenbenskysten, som spiller sin tredje VM-slutrunde. De forrige var i 2006 og 2010.

Elfenbenskysten blev det andet af fem afrikanske lande, som sikrede sig adgang til slutrunden. Tidligere lørdag blev Nigeria VM-klar efter samlet sejr på 4-1 over Etiopien. Tre nationer mere kvalificerer sig på tirsdag.

/ritzau/