Elfsborg-træner: Dårlig start kostede mod Esbjerg

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

En fodboldkamp varer i 90 minutter. Men man kan godt tabe den på gulvet på noget mindre tid.

Det er holdningen hos Klas Ingesson, træner for den svenske klub Elfsborg.

Han så torsdag sit hold tabe 1-2 hjemme til Esbjerg i Europa League-gruppespillet, og det skyldtes ikke mindst en skidt begyndelse.

- Jeg mener, at vi tabte kampen i de første 35 minutter, siger Klas Ingesson.

- Vi indledte kampen rigtig dårligt. Første halvleg var under al kritik, siger træneren, der så Hans Henrik Andreasen bringe Esbjerg foran efter syv minutter.

- Vi sagde inden kampen, at vi skulle vinde duellerne og derefter begynde at spille. Det gik modsat, vi tænkte på at spille, inden vi havde erobret bolden. Og så fik de et dumt mål, siger træneren.

Hans Henrik Andreasen fordoblede føringen midtvejs i anden halvleg, inden Elfsborgs Jon Jönsson reducerede på et drøn af et frispark.

- Vi fik egentlig chancerne og trykkede på i anden halvleg. Vi vovede lidt mere, siger Klas Ingesson.

Elfsborg er sidst i gruppe C med kun et point for tre kampe, mens Esbjerg har seks point på andenpladsen.

De to hold mødes igen i den næste gruppekamp, som bliver spillet den 7. november i Esbjerg.

/ritzau/