Eli Lilly ånder Novo Nordisk i nakken

Den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly står stærkest, når det handler om at tage kampen op mod Novo Nordisks milliardsælgende diabetesmedicin Victoza. Det siger Novo Nordisks øverste forskningschef Mads Krogsgaard Thomsen to dage inde i den store, årlige europæiske diabeteskongres.

Kongressen, der samler tusindvis af diabeteslæger og industrirepræsentanter fra hele verden, er arrangeret af den europæiske diabetesorganisation, EASD, og finder i år sted i Barcelona.

Victoza er et såkaldt GLP1-middel, som skal injiceres en gang om dagen. Sidste år solgte midlet for 9,5 mia. kroner, og i første halvår i år nåede salget 5,6 mia. kroner, og Victoza har i øjeblikket en global markedsandel på næsten 70 pct. På et symposium tirsdag formiddag præsenterede en række af de selskaber, der arbejder på at udvikle konkurrenter til Victoza deres nyeste data.

Mens konkurrenterne Sanofi og GlaxoSmithKline ifølge Mads Krogsgaard Thomsen ikke kunne præsentere nye, overbevisende data på deres GLP1-midler, havde Eli Lillys forskere større held til at imponere Novo Nordisks forskningschef med de seneste resultater af det store afsluttende studie med GLP1-midlet Dulaglutid, som skal tages en gang om ugen.

»Dulaglutid er tæt på at kunne matche Victoza, både når det gælder blodsukkerkontrol og vægttab. Deres seneste data bekræfter de positive data, vi har set tidligere,« siger Mads Krogsgaard Thomsen i et interview med Business.

Eli Lilly er tæt på at kunne indsende ansøgning om godkendelse af Dulaglutid og er dermed formentlig et års tid fra at kunne lancere produktet på de første markeder. Der findes allerede et GLP1-middel, som kan tages en gang ugentligt, Bydureon , som markedsføres af Bristol Myers-Squibb og AstraZeneca, men det har indtil nu ikke kunnet vippe Victoza af pinden som det mest populære middel.

Dulaglutid vil formentlig blive en skarpere konkurrent til Victoza, selv om Lilly ved flere lejligheder har talt om, at Dulaglutid som et diabetesmiddel, der kan tages en gang om ugen, vil være med til at udvide markedet frem for at udkonkurrere Victoza.

Novo Nordisks svar bliver ifølge Mads Krogsgaard Thomsen en ny, ugentlig GLP1, Semaglutid, som først nu er på vej igennem de afsluttende fase 3-forsøg.

»Lilly vil komme først med Dulaglutid, mens vores Semaglutid først vil komme på markedet et par år senere. Til gengæld er jeg overbevist om, at Semaglutid har potentialet til at blive det bedste lægemiddel i klassen, både når det gælder blodsukker og vægtreduktion. Det viser de data, vi har indtil nu,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Dagens Gossip