Eliteforskerpris går til lovende demensforsker

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Forskning i molekylær biofysik med sigte på behandling af demenssygdomme som Parkinson og Alzheimer har sikret professor Daniel Otzen årets EliteForsk-pris.

Aarhus-professoren er en blandt fem danske forskere, der hver modtager 1,2 millioner kroner, som prisen lyder på.

Eliteforskerne får overrakt prisen af kronprinsesse Mary ved en festlighed på Glyptoteket i København torsdag.

Daniel Otzens forskning på Aarhus Universitet bidrager ifølge Det Frie Forskningsråds bestyrelse til "forståelsen af proteiners opførsel, herunder særligt proteinfoldning".

- Målet er fundamental indsigt, der kan anvendes som grundlag for at udvikle lægemidler til blandt andet behandling af Parkinsons sygdom, hedder det i argumentationen for tildelingen af prisen.

Den 44-årige forsker har siden 2007 været professor ved Interdisciplinært Nanoscience Center, hvor han leder gruppen Protein Biofysik.

De fire andre forskere, som modtager prisen, er Mads Brandbyge (Danmarks Teknologiske Universitet), Morten Petersen Broberg (Københavns Universitet), Martin Røssel Larsen (Syddansk Universitet) og Jens-Christian Svenning (Aarhus Universitet).

De modtager hver 1,2 millioner kroner for forskning i henholdsvis nanoelektronik, international udviklingsret, proteiner og økologi.

EliteForsk-prisen er blevet uddelt siden 2007, men fik et alvorligt hak i renomméet, da det daværende Videnskabsministerium måtte kræve prisen retur fra den skandaleombruste hjerneforsker Milena Penkowa, som havde modtaget den i 2009.

Københavns Universitet endte med at måtte tilbagebetale den personlige hædersdel af prisen til Penkowa på 200.000 kroner, da det var universitetet, som begik den fejl at indstille hende.

Prisen udbydes af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

/ritzau/