Elitestyrker stormer butikscenter i Kenya

Ifølge SVT Nyheter var hele centeret lukket ned, da tungt bevæbnede britiske kommandosoldater rykkede ind. Også amerikanske elitesoldater var på plads i bygningen, ligesom personer fra den israelske sikkerhedstjeneste Mossad var på stedet for at få en afslutning på angrebet, der startede ved middagstid.

Den militante gruppe skrev efter angrebet på det sociale medie Twitter, at gerningsmændene ikke kommer til at forhandle med hverken myndighederne eller sikkerhedsstyrkerne. Efterfølgende suspenderede Twitter al-Shabaabs officielle Twitter-konto.

Det er endnu uvist, om de bevæbnede gerningsmænd, der tilhører den militante gruppe al-Shabaab, holder gidsler, oplyser SVT Nyheters korrespondent i Afrika, der befandt sig i centeret under angrebet.

39 blev dræbt i angrebet, mens 150 meldes såret. Flere af dem er angiveligt blevet skudt i kampe, der stod på i timevis. De dræbte er ifølge de kenyanske myndigheder i alderen fra to til 78 år.

Mindst en dansker, fem svenskere og fire nordmænd undslap fra det delvist israelsk-ejede center Westgate, der ifølge nyhedsbureauet AFP er populært blandt velhavende kenyanere og udenlandske statsborgere, der bor i Nairobi.

Storbritanniens udenrigsminister oplyste sent lørdag, at der »uden tvivl« var briter på stedet. To franskmænd meldes blandt de dræbte, og flere amerikanere er ifølge de amerikanske myndigheder blandt de sårede.

Bestyrelsesformand Manoor Shah for hospitalet M.P. Shah i Nairobi fortalte til BBC, at de ansatte på hospitalet kæmpede for at behandle de mange sårede.

»Indtil videre er det lykkedes os at behandle hundrede,« sagde han.

Indenrigsministeriet i Kenya opfordrede lørdag på Twitter til, at de lokale donerede blod til hospitalerne, der behandlede de mange sårede.

Den kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta, fordømte lørdag i en TV-transmitteret tale til den kenyanske befolkning angrebet. Han oplyste, at han selv havde mistet »nære familiemedlemmer« i centeret. Han fortalte desuden, at hundreder af mennesker havde undsluppet centeret i god behold, og at sikkerhedsstyrker var »i færd med at neutralisere angriberne og sikre centeret«.

En gerningsmand, der blev pågrebet efter angrebet, har siden mistet livet på sygehuset. Fire andre gerningsmænd var angiveligt tilbageholdt inden elitetroppernes aktion.

Westgate blev ved middagstid angrebet fra flere sider på samme tid. Øjenvidner siger til SVT Nyheter, at de hørte et antal eksplosioner og skud fra automatvåben. En ansat ved den hollandske ambassade i Kenya fortæller, at han så flere personer, som kastede håndgranater og skød omkring sig.

Al-Shabaab har base i Somalia og bånd til terrorgruppen al-Qaeda. Den somaliske gruppe bekæmper fredsbevarende missioner i Somalia og har flere gange truet med angreb i Kenya, hvis landet ikke trækker sine tropper ud af Somalia.

Dagens Gossip