Elkjær: Nej til trænerjob i FC København

Preben Elkjær kunne i to omgange have stået i spidsen for FC København som cheftræner, men begge gange takkede han nej til tilbuddet fra FCK-bossen Flemming Østergaard.

Det fortæller den tidligere landsholdsangriber i sin nye bog "Mit Liv som Elkjær", der udkommer torsdag.

Ifølge Ekstra Bladet ville FCK i 1998 hente den tidligere Silkeborg-træner til hovedstadsklubben som afløser for svenske Kent Karlsson.

Elkjær havde egentlig sagt ja, men en samtale med konen Nicole ændrede på den beslutning.

- Nicole og jeg var fuldstændig enige om, at omkostningerne for familien ville blive for store. Vi ville ikke udsætte os selv for det store fokus, siger Elkjær, der også ville skåne sin dengang tiårige søn Max.

FCK kom endnu engang på banen tre år senere og tilbød den tidligere landsholdsangriber en vikartjans på cheftrænerposten, men igen blev svaret nej.

- Skulle det endelig være, var så korte vikariater ikke det mindste tiltalende, for jeg ville have haft alt at tabe, siger han ifølge Ekstra Bladet.

 

Dagens Gossip