Ellemann: Mindet om Mandela vil leve videre

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Både i sin tid som udenrigsminister - og flere gange senere - mødtes Uffe Ellemann-Jensen (V) den nu afdøde forhenværende sydafrikanske præsident Nelson Mandela.

Og Mandelas betydning kan ikke undervurderes, fortæller Ellemann i et blogindlæg på berlingske.dk.

- Der er næppe nogen statsmand i det sidste århundrede, som har opnået samme status og kult som han, skriver Venstre-politikeren.

Han fortæller, hvordan Mandela med sin blotte tilstedeværelse formåede at gøre et stort indtryk.

- Når man stod over for ham, var man ikke i tvivl om, at han var af høvdingeslægt. Han udstrålede værdighed og ro.

- Blikket var granskende, eftertænksomt. Han talte langsomt, indtrængende, stemmen var blid, skriver Ellemann.

Og den tidligere udenrigsminister er ikke i tvivl om, at Mandela, der i 20 år sad fængslet på Robben Island på grund af sine politiske synspunkter, ikke bliver glemt.

- Fange nummer 46.664 er gået bort. Mindet om ham vil leve videre, skriver Uffe Ellemann.

/ritzau/