Ellen Trane Nørby vil forsvare danske velfærdsydelser i EU

»Vi bliver hele tiden påvirket ude fra på godt og ondt af flere forskellige ting, herunder social velfærdsturisme, som sætter danske velfærdsydelser under pres. Jeg tror ikke på, at de udfordringer kan løses herhjemme, og derfor vil jeg gerne bidrage til, at vi Venstre får et stærkt hold til Europa-Parlamentsvalget i 2014,« siger Ellen Trane Nørby på sommergruppemødet.

Hun er blevet valgt, fordi det kommende EU-valg ifølge partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) er særligt vigtigt.

»EU spiller - med de traktatændringer, der har fundet sted på det seneste - en stadig større rolle, og jeg forudser, at vi i de kommende får en øget debat om samspillet mellem Danmark og EU. Derfor er jeg glad for at kunne sige, at jeg har bedt Ellen Trane Nørby om at sikre os et godt valg, så vi står stærkt i EU,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Selv om Ellen Trane Nørby er »europæer af hjertet«, vil hun gå kritisk til værks, når hun bliver politiker i Bruxelles, lyder det.

»Det er en stor opgave for mig at løfte det europapolitiske, og jeg har det også nogle gange som mange danskere måske efterhånden har det - at nu må de da kunne gøre det lidt bedre i EU. Det har ikke været let for mig at sige ja til tilbuddet fra Lars (Løkke Rasmussen, red.), for jeg er glad for at være politisk ordfører. Men jeg kan ikke se, at vi udelukkende kan give svar på de store udfordringer, vi står over for igennem det politiske arbejde i Danmark, og derfor stiller jeg mig til rådighed for partiet, hvis jeg ellers bliver valgt som spidskandidat på landsmødet til oktober,« siger hovedpersonen.

Dagens Gossip