Eller og Canadians spolerer åbningsfest i New York

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Lars Eller stod for den afgørende detalje i NHL-kampen, da Montreal Canadiens natten til mandag vandt 2-0 over New York Rangers.

Kampen kunne gå begge veje, da Lars Eller sammen med holdkammeraten Alex Galchenyuk satte et kontraangreb i gang knapt tre minutter før tid. Nordmanden Mats Zuccarello havde lige misbrugt en chance for New York Rangers, da de to slog til og broderede sig igennem.

Tæt under mål spillede en uselvisk Eller pucken på tværs til Galchenyuk, som scorede via sin skøjte. Det er forbudt at sparke pucken i mål, men det mente dommerne heller ikke, at Galchenyuk gjorde - til stor frustration for New York Rangers' spillere og fans.

Hjemmeholdet har tilbragt sæsonens første fire uger på udebane, fordi byens legendariske Madison Square Garden skulle renoveres. Derfor var der lagt op til et stort housewarmingparty i den renoverede arena, men den fest lukkede Lars Eller.

Den danske forward har nu lavet ni point i 12 kampe. Efter en forrygende start på sæsonen, var nattens point hans første i fire kampe.

Jannik Hansen er fortsat skadet og sidder ude hos Vancouver. Han var derfor ikke med, da holdet hjemme vandt 3-2 over Washington Capitals. Til gengæld har hans klub meldt yderligere ud om danskerens skade.

Der er tale om en skade i armen, og han forventes tilbage midt i november.

/ritzau/