Elmander er tilbage på træningsbanen i Brøndby

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Brøndbys svenske stjerneangriber Johan Elmander er tilbage på træningsbanen i klubben på den københavnske vestegn.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Johan Elmander, der kom tilbage til Brøndby denne sommer, har været fraværende fra klubben siden kort op til premierekampen.

Han har været hos sin familie i Sverige, hvor hans far fik konstateret kræft og i sidste uge døde af sygdommen.

Onsdag deltager han i Brøndbys lukkede træning forud for torsdagens Europa League-kamp mod Club Brugge.

- Det er smertefuldt at miste et nært familiemedlem, og det kræver tid at få tankerne på plads i sådan en situation.

- Johan Elmanders ønske lige nu er, at han ikke deltager i interviews. Dels for at fokusere på at blive klar til at spille for Brøndby IF. Dels fordi han føler, at han har brug for at "være sig selv" og på den måde behandle sorgen, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Elmander har stadig sit officielle comeback til gode i Brøndby, hvor han var en stor profil i perioden fra 2004 til 2006.

/ritzau/