Elmander om sin første Brøndby-bombe: Det var heldigt

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

Johan Elmander scorede søndag sit første mål i Superligaen, efter at den svenske angriber denne sommer er vendt tilbage til Brøndby.

Målet faldt på Farum Park, hvor værterne fra FC Nordsjælland var godt i gang med at udspille gæsterne fra Brøndby. Målene manglende dog for hjemmeholdet, og så tog kampen en drejning efter 55 minutter.

FCN-keeper David Jensen sparkede bolden ud til udeholdets Thomas Kahlenberg, og få sekunder senere havde Elmander bragt Brøndby på 1-0. Gæsterne endte med at vinde hele 3-0.

- Det var lidt heldigt, hvis jeg skal være helt ærlig.

- Deres målmand lavede en lille fejl, og "Kalle" stod klar og headede den frem. Måske var jeg også lidt heldig, for jeg ramte ikke bolden så godt, men den gik ind, og det er hovedsagen. Det var vendepunktet i kampen, siger Johan Elmander.

Angriberen erkender, at FCN var det bedste hold frem til 1-0-scoringen, der sendte hele Brøndby-tribunen i ekstase. Svenskeren mener dog også, at kunstgræsset på Farum Park spillede en rolle for gæsterne.

- Vi spillede rigtigt dårligt i første halvleg og skulle vel være bagud med 0-1 eller 0-2.

- Vi arbejdede os ind i kampen, selv om det ikke var min bedste kamp. Kunstgræs er ikke lige mig, så jeg er øm i kroppen nu, siger Elmander.

- FCN træner på denne bane hele tiden, og det kan man godt se. De var gode, men ikke skarpe i afslutningerne, og det er jo det, som det handler om, siger han.

Johan Elmander spillede ikke de første kampe af sæsonen, da han fik lov til at rejse hjem for at være sammen med sin kræftsyge far.

Selv om det ikke er blevet til så mange kampe, så glæder han sig over, at han hurtigt er kommet på måltavlen.

- Det er altid godt. Det er skønt som angriber. Forhåbentligt er det et af mange, men jeg kunne godt leve med, at der gik 10 kampe uden mål, hvis vi vandt vores kampe, siger Elmander.

/ritzau/