Elsket og hadet: Det siger de om Ariel Sharon

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

Israels tidligere premierminister Ariel Sharon er efter næsten otte år i koma død. Han blev 85 år. Verden over mindes mennesker Sharon - nogle med varme følelser, andre med foragt.

* USA's tidligere præsident Bill Clinton og hans hustru, Hillary, tidligere udenrigsminister, siger i en udtalelse, at "han gav sit liv til Israel".

- Det var en ære at arbejde sammen med ham, diskutere med ham og iagttage ham, mens han altid forsøgte at finde den rigtige vej for sit elskede land, siger de ifølge AFP.

* Ruslands præsident, Vladimir Putin, roser Sharons personlige egenskaber og hans kamp for at beskytte Israels interesser:

- Sharon var højt respekteret af sine landsmænd, og han havde stor autoritet på den internationale arena, siger Putin i et udtalelse ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

- Rusland vil huske Sharon som en vedholdende støtte af det gode forhold mellem Rusland og Israel og som en person, der gav betydelige bidrag til at styrke landenes bilaterale gensidigt fordelagtige samarbejde, siger Putin.

* Ariel Sharons søn, Gilad Sharon:

- Det var det. Han er væk. Han gik bort, da han besluttede at gøre det, siger Gilad Sharon, en af den tidligere premierministers to voksne sønner ifølge dpa.

- Vi er taknemmelige over for alle de mange mennesker i det her land og i andre lande, som var bekymrede og bad for ham, siger han til journalister på det hospital, hvor hans far tilbragte nøjagtig otte år og en uge i koma.

* USA's præsident, Barack Obama:

- På vegne af det amerikanske folk sender Michelle og jeg vores dybeste kondolencer til familien til den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon og til det israelske folk, lyder det i en udtalelse fra Det Hvide Hus.

- Vi gentager vores fortsatte forpligtelse til Israels sikkerhed. Vi fortsætter med at søge vedvarende fred og sikkerhed for det israelske folk, herunder gennem vores engagement i målsætningen om at skabe to stater, der lever side om side i fred og sikkerhed, siger Obama.

* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu:

- Den israelske stat bøjer hovedet efter tidligere premierminister Ariel Sharons død, siger Netanyahu i en erklæring.

- Hans minde vil for evigt være bevaret i nationens hjerte, siger Netanyahu, som udtrykker dyb personlig sorg over Sharons død.

* Jibril Rajub, en højtstående palæstinenser i Fatah-bevægelsen:

- Sharon var en kriminel, som var ansvarlig for attentatet på den tidligere palæstinensiske præsident Yasser Arafat, og vi ville gerne have set ham fremstillet for Den Internationale Straffedomstol som krigsforbryder.

/ritzau/