EM-festen rundede 2,5 millioner seere

Det netop overståede EM i herrehåndbold i Danmark var ikke alene en publikumsmæssig og sportslig succes. Også på tv-skærmen var der feststemning, viser de netop offentliggjorte seertal fra Gallup.

Fredagens semifinale mod Kroatien og søndagens finale mod Frankrig blev EM-slutrundens mest sete kampe med henholdsvis 2.228.000 og 2.251.000 seere (gennemsnit af kampenes to halvlege).

Finalens seertal er hermed det næsthøjeste nogensinde til en håndboldkamp på TV2 – kun overgået af håndboldherrernes EM-finale i januar 2012 med 2.268.000 seere.

Til gengæld var det semifinalen mod Kroatien, som toppede med det højeste antal seere i slutningen af kampen. Da flest så med på Hele Danmarks Hjemmebane, var seertallet over 2,5 millioner.

Hver dansker på tre år og derover har i gennemsnit brugt otte timer og otte minutter på at følge EM, og det er det højeste seerforbrug på en EM-slutrunde nogensinde.

Over 1,6 millioner danskere fulgte med i søndagens præmieoverrækkelse, hvor de skuffede danske spillere blev hædret af publikum for deres EM-sølvmedaljer. Danmarks EM-håndboldkampe blev i gennemsnit set af 1.822.000 danskere på TV2.

Dagens Gossip