EM i cykling i Nice aflyst af hensyn til sikkerheden

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

Europamesterskaberne i cykling i Nice er blevet aflyst, fordi myndighederne ikke kan stå inde for sikkerheden. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

For første gang skulle topryttere som Vincenzo Nibali og Alberto Contador ifølge AFP have deltaget i mesterskaberne. De har tidligere kun været for ryttere under 23 år.

- Eftersom det var en begivenhed, der havde krævet et stort politiopbud, og at vi ikke har modtaget nogen garanti for et sådan politiopbud, er cykelmesterskaberne, der skulle afholdes i Nice i Frankrigs navn, blevet aflyst, siger borgmesteren i Nice, Philippe Pradal.

Det europæiske mesterskab i cykling skulle afholdes 14. til 18. september. Meddelelsen kommer tre uger efter angrebet på bastilledagen i netop Nice, hvor en 31-årig tuneser tog 85 menneskers liv og sårede mere end 300.

Efter angrebet er den franske regering blevet kritiseret af oppositionen for at ikke at gøre nok for at have sikret fejringen af bastilledagen i Nice.

Det er ikke første gang, at større begivenheder i Frankrig aflyses, fordi myndighederne ikke føler, at de kan garanterer deltagere og besøgendes sikkerhed.

Mange kulturelle festivaler i Frankrig har denne sommer skruet ned for omfanget af begivenhederne eller aflyst dem fuldstændig. Det gør sig særligt gældende for områder omkring den sydlige Riviera-kyst.

Tidligere fredag annoncerede myndighederne i Lille i det nordlige Frankrig, at Europas største loppemarked aflyses af frygt for de deltagendes sikkerhed. Loppemarkedet er en årlig tradition, der afholdes i september.

/ritzau/AFP