EM-svømmer har på ny marginalerne imod sig

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Man kan ikke rigtigt sige, at det har været svømmeren Julie Levisens EM.

Først kom den 17-årige nordjyde syv hundreddele af et sekund for hurtigt væk fra startskamlen i mandagens finale på 4x100 meter fri og blev dermed skyld i, at en dansk guldmedalje blev vekslet til en diskvalifikation.

Og i tirsdagens indledende heat på netop 100 meter fri var hundreddelene igen ikke på hendes side.

Tiden 55,76 sekunder var otte hundreddele af et sekund på den forkerte side.

- Jeg er glad for at være tilbage i vandet, men jeg havde selvfølgelig håbet at svømme lidt hurtigere.

- Jeg er ikke tilfreds, men det kan ikke altid gå godt. Jeg får mange andre chancer, siger Levisen, der ikke sov specielt godt natten tirsdag.

Tyvstarten rumsterede i hovedet, men det hjalp at komme i bassinet et lille halvt døgn efter skuffelsen.

- Det er ligesom, når man falder af hesten i ridning. Det er bare om at komme tilbage igen med det samme.

- Jeg var ret ked af det i går, men i dag har jeg prøvet at vende det til noget positivt. Jeg er blevet en erfaring rigere, og det skal nok gå alt sammen, siger Levisen.

Pernille Blume - der også var med i holdkappen - svømmede fjerdehurtigste tid i indledende heat og er videre til aftenens semifinaler.

- Det var fint nok. Det er vist, der, hvor jeg skal være, siger sprinteren, der ikke lod sig påvirke af den glippede guldmedalje aftenen forinden.

- Der har været god stemning i dag, og det er også vigtigt at tage med videre, at vi faktisk havde det rigtigt sjovt i går, indtil vi blev diskvalificeret.

- Der var lidt krise bagefter, men det er nok en meget naturlig reaktion. Folk blev hurtigt glade igen, og så måtte vi bare trække på skuldrene igen og grine lidt af det.

- Alle svømmede godt, og at vi så lige er nogle hundreddele forkert på den, er jo bare ærgerligt, siger Blume.

/ritzau/