EM-taktik: Danmark fokuserer på kroaternes stjerne

Ikke helt uventet har det danske trænerteam valgt at holde særligt øje med kroaternes største profil i aftenens EM-semifinale i håndbold.

Assistenttræner Klavs Bruun Jørgensen fortæller, at Domagoj Duvnjak er Kroatiens vigtigste spiller, og at han vil få en tilsvarende behandling rent taktisk.

- Det handler meget om Duvnjak. Vi har set video, hvor han er ekstremt aktiv det første kvarter, og så slapper han mere af eller bliver træt.

- Vi skal være meget opmærksom på ham. Det er ham, der ligger og laver afleveringerne til de andre, og han har mange skud. Men de har gode spillere på alle pladser, siger Jørgensen en times tid inden kampstart.

Han fortæller også, at man ikke nærer det store håb om, at kroaterne bliver trætte undervejs på trods af, at de har haft et hårdt program i mellemrunden.

- Vi koncentrerer os om at få vores spil til at fungere. Men hvis de ser flade ud det sidste kvarter, så skal vi selvfølgelig ud at løbe med dem.

Taktisk stiller man op med Anders Eggert og Hans Lindberg på fløjene, Mikkel Hansen, Thomas Mogensen og Kasper Søndergaard i bagkæden, mens Rene Toft Hansen passer stregpositionen og Niklas Landin vogter målet.

Henrik Møllgaard afløser Kasper Søndergaard, når Kroatien er i angreb.

/ritzau/

Dagens Gossip