EM: Ungarn tager storsejr i Danmarks gruppe

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Ungarn kan blive en alvorlig opgave for landstræner Ulrik Wilbek og de danske håndboldherrer, når holdene brager sammen tirsdag aften ved EM.

Lørdag vandt ungarerne med 31-25 over Makedonien i mellemrunden.

Selv om Ungarn er uden holdets største stjerne Laszlo Nagy ved EM, så er der fortsat masser af kvalitet på holdet.

Makedonien kom i stormvejr straks fra kampens begyndelse, og målmand Borko Ristovski, som tidligere i turneringen har stået stærkt mod Danmark, kunne intet stille op.

Makedonerne var hurtigt bagud 1-4 mod et ungarsk hold, der scorede på næsten alt. Udnyttelsesprocenten var på 76 procent før pausen, hvor det stod 16-9 til Ungarn.

Kampen var på det tidspunkt reelt afgjort, og intensiteten forduftede stille og roligt ud af affæren.

Når Danmark på tirsdag møder Ungarn skal danskerne især holde øje med Gabor Csaszar, der selv scorede syv gange, men også leverede flere fremragende indspil til Szabolcs Zubai på stregen.

Ungarn havde blot et enkelt point med over i mellemrunde 1, hvilket betyder, at holdet nu står noteret for tre point på tredjepladsen. Holdet mangler at møde Danmark og Østrig.

Danmark har spillet en kamp færre og har fire point. Danskerne, der lige nu har kurs mod en plads i semifinalen, mangler at møde Spanien, Ungarn og Island.

Ulrik Wilbeks landshold slog i åbningskampen Makedonien med 29-21.

/ritzau/