EM-vært kritiserer franske klubber for dårlige baner

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Præsidenten for Det Franske Fodboldforbund (FFF), Noël Le Graët, giver de franske klubber skylden for de mange dårlige baner under EM.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har beklaget sig over det ødelagte græs i Marseille, Lille, Nice og Saint Denis, hvor finalen skal spilles på Stade de France om godt to uger.

- Jeg vil gerne fortælle vores klubber, at det skal være en af deres absolutte prioriteter at have gode baner, siger Noël Le Graët ifølge Reuters.

- Kvaliteten af banerne skal være bedre. Vi har infrastrukturen på plads, men nogle af vores baner er ikke klar til at spille fodbold på topniveau, siger præsidenten.

Uefa har bedt om, at græsset i Nice, Marseille og Lille skiftes ud, beretter han.

- Det kommer til at fungere i Nice. Det har været mere kompliceret i Marseille, men vi har fået indikationer på, at det vil blive bedre til de kommende kampe. Lille har været en fejltagelse.

- Hvis skyld er det? Uefas? Klubbernes?

- Jeg synes, at det er på tide, at vi fortæller klubberne, at de skal gøre noget, siger Noël Le Graët.

Flere af dårlige baner i Frankrig har lidt ekstra under, at de skal benyttes helt op til seks gange under EM-slutrunden, der for første gang i historien har deltagelse af 24 hold.

Ud over de ekstra kampe i forhold til tidligere slutrunder så har en cocktail med flere dages regnvejr ikke været god for banernes tilstand.

/ritzau/Reuters