Emil Larsen har afvist klubber siden Brøndby-kollapset

OB-spilleren har leveret flotte præstationer for fynboerne og er udtaget til Morten Olsens landshold. En surrealistisk situation for Emil Larsen, der for få uger siden løb frontalt ind i en stor nedtur, men som nu står stærkere end før.

- Som ung spiller er det med til at styrke mig. Hvis man prøver det i en tidlig alder, har du den erfaring med til senere. Nu har jeg fået en kæmpe modgang, og det har styrket mig, siger Emil Larsen.

- Lige de første par dage efter var det et slag i hovedet, og der var meget snak og mange frustrationer. Det skulle jeg lige tackle. Men det synes jeg, jeg fik vendt til noget positivt og spillede en god kamp kort efter mod Vestsjælland, siger Emil Larsen.

Den lægeundersøgelse af Emil Larsens knæ, der endte med at afblæse klubskiftet til Brøndby, er siden blevet kritiseret af overlæge Uffe Jørgensen.

Han sagde, at der intet var i vejen med Superliga-spillerens knæ, og Emil Larsen selv har været lettet over at konstatere, at andre klubber tilsyneladende deler den holdning. For der er tikket andre tilbud ind på faxmaskinen i den fynske Ådal.

- Ja, der har været andre muligheder, hvor jeg faktisk har

afvist nogle klubber. Jeg er glad for at være i OB, og det er det, jeg tænker

på. Jeg syntes, det var det rigtige efter det, der var sket. Det var fra både Danmark og udlandet, fortæller Emil Larsen.

Og det er en sejr for den 22-årige offensivprofil.

- Det er dejligt, for der har

været meget snak om det, og om jeg kunne komme andre steder hen efter det, der var sket, og

at det ville sætte mig lidt tilbage i forhold til udlandet. Selvfølgelig var der nogle perioder i starten, hvor jeg tænkte, om der virkelig var noget galt. Men jeg har egentlig følt, at selvfølgelig kan jeg det (komme til udlandet, red.), siger Emil Larsen.

Han står derfor tilbage i landsholdslejren i Helsingør som en lettet mand efter et par turbulente uger, hvor han blev tvunget til at forholde sig til sin egen karrieres fremtid.

- Når jeg tænker tilbage på det, er

jeg rigtig glad for, hvordan det er gået. Der har slet ikke været noget med knæet. Jeg havde nogle snakke med Troels, efter det skete, hvor jeg sagde, at jeg følte, at jeg havde brug for at bevise, at jeg gerne ville spille. Det ville give mig noget ekstra at komme ud og spille i stedet for at gemme mig væk. Det var det rigtige at gøre, konstaterer Emil Larsen.

Han rejser torsdag med det danske landshold til Malta for at spille VM-kvalifikationskamp og er i konkurrence til en startplads på venstrekanten med folk som Viktor Fischer og Michael Krohn-Dehli.

Dagens Gossip