Emil Lyng forlænger med Esbjerg frem til 2016

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Superligaklubben Esbjerg har vist sig som det helt rigtige valg for kantspilleren Emil Lyng. Så rigtigt, at han har valgt at forlænge kontrakten med vestjyderne, så den nu løber til 30. juni 2016.

Den tidligere U21-landsholdspiller kom til Esbjerg i januar 2013 efter flere år i udlandet præget af langvarige skader, men opholdet i det vestjyske er gået, præcis som både klub og spiller havde satset på.

- Det er gået den vej, vi alle havde håbet på for Emil Lyng, der både i Europa League og Superligaen er blevet en vigtig brik i vores spil. Kan han holde topniveauet kontinuerligt, hvad vi tror, han kan, bliver han i fremtiden virkelig en profil på vores hold.

- Emil er med hårdt arbejde begge veje og sine evner i omstillingsspillet eksponent for noget af det, vi gerne vil med holdet, siger cheftræner Niels Frederiksen i en pressemeddelelse.

Som teenager skiftede Lyng AGF og dansk fodbold ud med franske Lille, hvor en korsbåndsskade gjorde ham ukampdygtig i seks måneder. Siden spillede han på låneaftaler for belgiske Zulte Waregem og dernæst FC Nordsjælland.

Så gik turen til schweiziske Lausanne, men det var ingen succes, og i december 2012 blev Lyng løst fra kontrakten. Herefter kom han til Esbjerg.

Og Lyng er så glad for livet vestpå, at han ikke har overvejet at søge nye udfordringer i en anden klub.

- Jeg har ikke overvejet andre muligheder end Esbjerg, hvor jeg er rigtig glad for at være. Jeg spiller fast, hvilket jeg også vil arbejde for at komme til i fremtiden, og jeg vil gerne bidrage med endnu mere til holdet, siger han.

/ritzau/