Emilia van Hauen: Dine sko fortæller, hvem du er

Skrevet af Aller Media

15/10/2013

Dagens topnyheder

At få en kvinde ud af en god skobutik kan være lige så svært som at få en ræv ud af et hønsehus. De fleste af os elsker sko. Og mange af os har ikke bare et eller to par, men mange par sko.

For der skal jo være sko til enhver lejlighed. Og sko er ikke bare sko, lyder det fra sociolog Emilia van Hauen, der selv har 128 par sko derhjemme.

- For os kvinder er sko ikke bare sko, men også drømme. En leg med identitet og med, hvem man kunne være, hvis man lige præcis tog de sko på, siger Emilia van Hauen og tilføjer:

– Skoene bestemmer hele ens look. Ballerinasko er søde og uskyldige, men når jeg tager stiletterne på, ændrer mit udtryk sig fuldstændigt fra lillepigeagtigt til damet.

Her er de værste ting en kvinde kan gøre mod deres mænd – læs dem på søndag.dk

Men hvad er det, der er med kvinder og sko

Emilia van Hauen har ofte stillet sig selv spørgsmålet: Hvad er det, der er med kvinder og sko? Hvorfor er mange af os så passionerede omkring lige netop sko?

– Til at begynde med troede jeg, at der måtte være en hemmelig og dybt psykologisk forklaring. I dag ved jeg, at der findes flere forklaringer. En af de væsentligste handler om biologi. Kvinder er det fysisk svage køn, mens mænd er det stærke. Engang handlede kvindens overlevelse om at score den stærkeste han, så hun kunne opnå den bedst mulige beskyttelse for sig selv og sit afkom.

- Mænd går derimod efter skønhed, fordi harmonisk æstetik er lig med sundhed i naturen. På den måde sikrer menneskeheden sig de bedste betingelser for overlevelse. Så når vi kvinder her tusinder af år efter stadig går op i skønhed, er det den simple overlevelsestrang, der stadig sidder i os. Og det uanset, om vi er 30 eller 60 år, siger hun.

Det siger dine sko om dig

Her får du Emilia van Hauens bud på, hvad dine sko siger om dig, hvis du…

… vælger dine sko ud fra, om de er gode at gå i. Du går ikke så højt op i, om de er smukke, når bare kvaliteten og komforten er god.

- Så har du sikkert også rigtig pæne fødder uden knyster og andre deformiteter. Men prøv alligevel at tage et par stilletter på en dag og se, om de gør noget ved din følelse af at være kvinde. Hvis ja, så køb et par og tag dem på, når du har lyst til at lege med din kvindelige identitet.

Det er ikke kun dine sko, der siger noget om dig. På søndag.dk fortæller kronprinsesse Marys stylist, hvad dit tøj siger om dig

… elsker stilletter og springer altid i dem, også selvom din lænd værker om aftenen, og dine fødder er ømme.

- Få dig et par skiftesko, som du kan have i tasken altid. Ballerinaer er gode, de fylder ikke meget og er vildt praktiske. Det er ikke meningen, at du skal ødelægge din krop for at se ud og føle dig på en særlig måde. Det er fint at kunne variere. Og husk - hvis du bliver ved på denne måde, ender det med, at du slet ikke kan gå i høje hæle, og det ville da være en skam.

… altid går i sneakers til hverdag, fordi de er gode at gå i. Du kan også godt finde på at bruge dem, når du skal ud, godt nok har du flere par med høje hæle, men de samler støv i skabet, og du får dem aldrig rigtig brugt. Det er simpelthen for besværligt at have dem på.

- Ja, de ER meget besværlige - indtil du vænner dig til dem. Så kan de også være sjove at gå i. Men du løber virkelig dårligt i dem - altid. Så du skal tage dem på for at undersøge andre sider af dig selv - og folks opfattelse af dig som andet end sporty.

… altid køber sko i sorte, brune eller blå nuancer, de går til det meste. Klassiske sko går man aldrig fejl af. Kun få af dem har en lille hæl, de andre er flade.

- Du trænger til at blive piftet lidt op, så dine sko er andet end praktiske og neutrale udtryk for dig selv. Prøv at køb dig et par røde stilletter og se, hvad der sker.

… vælger sko efter humør og hvilket tøj, du har på. Nogle dage hopper du i et par klipklappere, andre dage i de høje hæle. Du har mange sko, og du elsker både at købe og bruge dem. 

- Sådan! Det er sådan, kvinder får mest glæde af sko. Du dyrker alle sider af din personlighed. Tillykke - du har fundet et praktisk stykke legetøj.

Af Rikke Hast, SØNDAG/NewsDesk  Aller Media