Emilia van Hauen: Man behøver ikke kopiere mænd for at komme frem

Sociolog og forfatter Emilia van Hauen er ikke bange for at sige tingene, som de er.

Og derfor har hun heller ikke noget imod at sige, at hun generelt elsker mænd meget højt.

- Jeg synes, de er de mest mærkelige og fantastiske mennesker og vildt irriterende samtidig, fordi de tit siger og gør ting, jeg aldrig selv ville tænke på. Da jeg var yngre, forsøgte jeg – nok ubevidst – at blive som dem, der havde de samfundsmæssige bukser på.

- Og det ville jeg også gerne have, siger Emilia van Hauen, der holder oplæg på weekendens store FEMINA Live-messe i FORUM, til FEMINA.

Men hun har dog opdaget, at hun faktisk ikke behøver at kopiere mændene for at komme frem i denne verden.

- Først i en sen alder har jeg opdaget, at jo mere kvinde jeg er, jo mere mand kan jeg også være, når det er nødvendigt. Så jeg behøver slet ikke kopiere dem blindt, men derimod blot leve de sider i mig selv ud – uden at miste min kvindelighed. Og frem for at se dem som en slags nødvendige fjender, så oplever jeg dem i dag som de mest vidunderlige partnere i alle livets forhold, forklarer hun.

Emilia Van Hauen valgte sidste år at gå fra sin mand igennem 17 år. Læs på Femina.dk, hvordan hun traf den svære beslutning.

Har 128 par sko

Udover at elsker mænd, forklarer hun også til FEMINA, at hun elsker at lede efter ny viden og at købe masser af sko.

- Ja, frygtelig forudsigeligt, men for pokker, hvor jeg bare elsker sko! Jeg er nærmest helt autistisk i min tilgang til dem, har dem alle skrevet op og katalogiseret efter farve, type og hælhøjde. Og krydser dem møjsommeligt af, når jeg har haft dem på, så jeg er sikker på, at jeg når alle 128 igennem hvert år. For sko er ikke bare sko.

- Det er næsten den mest afgørende æstetiske rekvisit, der afspejler, hvilket humør og ikke mindst hvilken del af min identitet som kvinde, jeg har lyst til at vise min omverden. Den dag. På det tidspunkt, forklarer hun om sin store entusiasme for sko.

Læs mere om FEMINA Live-messen, og hvad du kan opleve i weekenden, på Femina.dk.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip