Emre Mor regner med masser af spilletid i Dortmund

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

Stortalentet Emre Mor regner med, at der venter ham masser af spilletid, når han efter EM-slutrunden skal tørne ud for Dortmund i Bundesligaen.

Tirsdag blev den 18-årige dribler solgt fra FC Nordsjælland til den tyske storklub.

- Der er så mange grunde til, at det her er det bedste skridt for mig. Jeg tror, jeg vil spille en masse, forhåbentlig. Træneren elsker mig virkelig meget.

- Mit mål er at spille så mange kampe som mulig, for jeg er stadig ung. Og så er mit mål, at vi skal vinde så mange kampe som muligt, siger Emre Mor i et videointerview på Dortmunds hjemmeside.

Han glæder sig til at spille på Signal Iduna Park, der ifølge Talksport har det højeste tilskuergennemsnit i europæisk fodbold.

- Jeg tror ikke, der er nogen, som ville have sagt nej til Dortmund.

- Jeg ved, at Dortmund er en stor klub, og jeg ved, det er en klub, som vil vinde alle kampe. Fansene er fantastiske, der er 80.000 fans til alle kampe, og jeg ser frem til at spille foran dem på stadion, siger Emre Mor.

Han nåede blot at spille 13 superligakampe for FC Nordsjælland, inden han blev solgt til Dortmund. I disse dage forbereder han sig til EM, hvor han er udtaget i den tyrkiske trup. 22 gange har Emre Mor spillet på de danske ungdomslandshold.

/ritzau/