En 30-årig mand er stukket ihjel i Grønland

Skrevet af admin

20/06/2016

Mest læste i dag

En 30-årig mand er blevet dræbt af knivstik i byen Qaqortoq i Grønland.

En kvinde, der menes at være gerningsmanden, er blevet tilbageholdt, oplyser Grønlands Politi.

Politiet fik lørdag en anmeldelse af et knivstikkeri på en adresse i Qaqortoq, og da den ankom til stedet, fandt en politipatrulje manden liggende livløs.

Selv om mandskabet i en tilkaldt ambulance forsøgte livreddende førstehjælp, stod mandens liv ikke til at redde. Han døde af sine kvæstelser.

Politiet i Qaqortoq efterforsker sagen som et drab, og som led i efterforskningen skal den døde obduceres af en retsmediciner, der er blevet tilkaldt fra Danmark.

Mandens pårørende er ifølge politiet underrettet.

Den formodede gerningsmand er af Kujalleq Kredsret blevet tilbageholdt i 26 dage, oplyser Grønlands Politi.

/ritzau/