En af Mexico mest eftersøgte narkobosser er anholdt

Lederen hedder Miguel Angel Trevino og går under navnet »Z-40«. Han blev anholdt i byen Nuevo Laredo, der ligger tæt på grænsen til USA og delstaten Texas, siger anonyme kilder i den mexicanske anklagemyndighed og i landets indenrigsministerium ifølge AFP.

Miguel Angel Trevino er den højest rangerede kriminelle, som de mexicanske myndigheder får fat på, siden præsident Enrique Peña Nieto kom til magten i december sidste år. Trevino har ligeledes været eftersøgt i USA, hvor myndighederne har udlovet en dusør på fem millioner dollar for informationer, der fører til Trevinos anholdelse. I Mexico er dusørens størrelse på 30 millioner dollar.

Anholdelsen af Trevino kommer otte måneder efter drabet på hans forgænger, Heriberto Lazcano, der blev dræbt af mexicanske soldater. Få timer efter drabet på Lazcano blev hans lig imidlertid stjålet, da en gruppe pistolmænd brød ind hos bedemanden og tog døde Lazcano med sig.

Ifølge BBC er anholdelsen af Trevino, der beskrives som en sadistisk og brutal morder, en stor gevinst for de mexicanske myndigheder, som i mange år har udkæmpet blodige kampe med landets narkokarteller med mange tusinde døde til følge.

Zetas-kartellet, som Trevino er leder af, betragtes som en Mexicos mest frygtede og magtfulde kriminelle organisationer. Organisationen blev dannet af tidligere soldater i den mexicanske hær, og den blev hurtigt kendt for sine brutale metoder, der blandt andet omfattede halshugning af rivaler og personer, man havde bortført.

Oprindeligt var Zetas håndlangere for et andet mexicansk narkokartel, men de to grupper gik hver til sit, og det medførte langvarige og blodige kampe om territorium i det nordlige Mexico.

Dagens Gossip