Én dåse energidrik overskrider koffeingrænsen for en teenager

Når en teenager drikker en dåse med koffeinholdig energidrik på en halv liter, overskrides den grænse, hvor eksperterne mener, der kan opstå skadelige virkninger.

Det skriver politiken.dk

For en 10-årig nås grænsen allerede ved én af de små dåser på en kvart liter.

Det fortæller DTU Fødevareinstituttet i forbindelse med offentliggørelsen af en ny stor europæisk undersøgelse.

Den viser, at unge drikker store mængder energidrikke, og at unge storforbrugere drikker 50 procent mere end voksne storforbrugere.

Undersøgelsen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, omfatter mennesker i 16 EU-lande.

I Danmark viser tal fra Nielsen ScanTrack mere end en fordobling i salget af energidrikke fra cirka fire millioner liter i 2010 til otte en halv millioner liter i 2012.

DTU Fødevareinstituttet anbefaler, at børn og unge højst indtager 2,5 milligram koffein per kilo legemsvægt per dag.

- Højere indtag af energidrikke med større mængder koffein kan have skadelige virkninger og kan blandt andet føre til midlertidige adfærdsændringer, øget nervøsitet og ængstelighed hos børn, påpeger forsker Marta Axelstad Petersen fra DTU Fødevareinstituttet.

Ved at drikke én dåse energidrik på en halv liter overskrider teenagerne maksimumsgrænsen, hvorimod en dåse på en kvart liter er nok til at overskride grænsen for en 10-årig.

DTU Fødevareinstituttet skal nu i samarbejde med COOP kortlægge indtaget af energidrikke i Danmark.

2.600 danskere i alderen 10-35 år er med i den kommende undersøgelse, som foregår i andet halvår af 2013. Resultaterne fra undersøgelsen vil blive offentliggjort i juni 2014.

Dagens Gossip