En dræbt og flere såret trods Ukraines våbenhvile

Skrevet af admin

11/03/2015

Dagens topnyheder

En ukrainsk soldat er blevet dræbt og mindst fire andre er blevet såret ved kampe i den østlige del af landet i det seneste døgn trods en våbenhvile, siger en talsmand for Ukraines militær.

Angrebene er taget af i de seneste to uger, men der fremsættes mange beskyldninger om brud på våbenhvilen fra begge sider.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, bekræftede mandag, at prorussiske separatister har trukket en stor del af deres tunge våben væk fra frontlinjen i overensstemmelse med våbenhvileaftalen.

Våbenhvileaftalen blev udarbejdet af Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine.

Våbenhvilen har medført, at folk kan forlade deres kældre og beskyttelsesrum, og i byen Debaltseve er en brødfabrik blevet åbnet igen, selv om der skudt hul i bygningens tag af tungt artilleri.

- Mere end noget andet ønsker folk brød. De er sultne og de har ingenting. Ingen penge og ingen fødevarer, siger Sergei Monakov, der er direktør på brødfabrikken.

Nato-landene Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet har sluttet sig til fire andre af alliancens lande i en større flådeøvelse i Sortehavet - ikke så langt fra Krim, som Rusland annekterede sidste år.

Den såkaldte reaktionsstyrke fra Nato består også af et amerikansk flagskib og et amerikansk skib med avancerede missiler samt krigsskibe fra Canada, Tyskland og Italien.

I sidste uge sagde Ruslands forsvarsministerium, at dets styrker havde indledt en større militærmanøvre i det sydlige Rusland og i omstridte områder på Ruslands sydlige grænse - blandt andet i Krim-regionen.

/ritzau/Reuters