En dyr omgang for Danske Spil: Oddset-spillere vandt 8 millioner onsdag

Skrevet af Ann Katrine Warren

16/01/2014

Mest læste i dag

En håndfuld fodboldkampe, hvor storholdene levede op til favoritværdigheden, sikrede Oddset-spillerne en usædvanligt indbringende aften onsdag.

Der var europæisk fodbold på programmet, og her vandt blandt andre Real Madrid, Manchester City og Milan deres kampe. Det havde ganske mange spillere gættet på, og det betød, at Danske Spil måtte hoste op med ikke mindre end 8,2 millioner kroner til Oddset-spillerne.

- Spillerne scorede især mange præmier på handicapkampe. Når de store, populære fodboldhold vinder med minimum to mål, er der altid mange vindere på Oddset, siger Jens Nielsen, Produktchef for Oddset og Tips hos Danske Spil.

I aftes var det Manchester City, Real Madrid, Bilbao, Milan og Napoli, der alle vandt klart i deres pokalkampe og dermed var med til at skabe jubel hos de danske Oddset-spillere.