En egoist mod fællesskabet

- Jeg har venner, og jeg har holdkammerater. Der er en forskel.

Så er banen kridtet op. Tyskeren har været i Silkeborg i to år, men han er stadig en fremmed fugl i den danske andedam, hvor fodboldspillere måske nok tænker på sig selv, men stadig lærer, at holdet kommer i første række.

En ung angriber med en selvtillid, der matcher Nicklas Bendtners uovertrufne tro på, at en dag vil omgivelserne også forstå, hvor dygtig han er. En mand, hvis selvforståelse er blevet formet af ungdomsårene tilbragt på akademierne i store klubber som Borussia Dortmund og Liverpool.

Men også en spiller, som i sine unge år havde så store problemer med disciplinen, at han røg i unåde hos trænerne i både Schalke 04 og 1860 München, hvor han nåede at spille, inden han i sommeren 2011 kom til Silkeborg og den danske Superliga.

Kasper Risgaard har spillet med Pourie, siden han kom til Danmark i sommeren 2011. Risgaard har også selv prøvet spille i tyske Arminia Bielefeld, og han genkender Pouries mentalitet.

- Jeg har været i Tyskland i lidt over et år, og tyskerne er bare på en anden måde. Her er man sin egen lykkes smed, og det er dem, der spiller, der får pengene. Det er lidt en anden verden end i Danmark, hvor meget handler om holdet.

En vidnesbyrd, som holdkammeraten Jesper Bech også kan bekræfte, selvom han ikke selv har spillet i Tyskland.

- Det betyder meget, at han er tysker, og at han har fået en anderledes fodboldopdragelse. Jeg kan huske, at jeg talte om ham med Thomas Bælum, som også nåede at spille sammen med ham. Han sagde, at han er bare tysker - han er meget egoistisk, konstaterer Bech, der ellers selv oplevede den skarpe konkurrence og rundsavene på albuerne, da han kom frem som et stort talent i FC København, inden han skiftede vestpå.

Pourie har både været en gevinst og det modsatte for Silkeborg. En gevinst med sine 23 mål i 55 kampe, en kedelig oplevelse for holdkammerater, der blev trætte af angriberens ensidige fokus på personlig succes. En irritation, der til sidst var vokset sig så stor, så holdkammeraterne dårligt nok ville juble med ham, når han scorede.

Alligevel blev han anerkendt for sine evner.

- Marvin er for det første en dygtig fodboldspiller. Da han kom her, stod han bag Tømreren, men i sidste foråret begyndte han at spille fast og scorede nogle mål.

- Han har hjulpet holdet meget i denne sæson med sine mål. Han har også været medvirkende til, at vi andre ikke har scoret så meget, og det har været et problem for os. Han kan en masse ting, men der er også en masse ting, som han ikke kan. Han skal blive bedre til at se sine medspillere, men han er stadig ung, så det kan han nå at lære, lyder den tveæggede vurdering fra Kasper Risgård.

Risgård er selv på vej videre fra Silkeborg efter kontraktudløb, og han kan derfor være ærlig omkring, hvad han mener om sin forhenværende holdkammerat, både når det gælder ris og ros.

- Når bolden kommer op til ham, så skal man ikke regne med at se den igen. Det kan blive rigtigt irriterende, især hvis man står i en bedre position.

- Han er en speciel fyr, og han har ufatteligt meget selvtillid. Han har store ambitioner. I Danmark er man måske lidt bange for at sige, at man har store ambitioner, men det er han bestemt ikke. Og nogle af dem, der bliver de allerbedste fodboldspillere, er dem, der har så høj selvtillid.

Jesper Bech er en af de medspillere, der har ladet sig irritere af Pouries ensidige fokus på egen succes.- Han er en svær type at spille sammen med. Mest på grund af den egoisme, at han har som angriber. Jeg har spillet med andre, der lignede ham, Rajko (Lekic, red.) var heller ikke nem, men han havde en anden stil.

- Når han scorer, retfærdiggør det hans egoisme, og der har været mange situationer, hvor der er brug for nogle individuelle aktioner, hvor vi har haft glæde af ham. Han var jo også vores målscorer, så langt henad vejen er det okay. Det er med den slags typer, at når de scorer, så er de helte - når de ikke gør det, så...Anfører Frank Hansen mener, at Pouries rygte som egoist er lige i overkanten, og at han i øvrigt har udviklet sig undervejs i tiden i Silkeborg. Men han er enig i, at den unge tysker er anderledes.

- Det har kostet lidt ekstra, for han har en lidt anden mentalitet end os skandinaver. Vi skejer ikke så meget ud. Han brokker sig lidt mere end os, og han skælder mere ud. Det var værst i starten, da han kom her, men jeg synes, at han især i det sidste halve år har taget skeen i den anden hånd og har haft nemmere ved at indgå i teamet. Han har allerede prøvet en del ting, inden han kom her, og han har måske haft paraderne højt oppe, men det er blevet bedre.

Pourie har først kontraktudløb til næste sommer, så medmindre Silkeborg får ham solgt, venter et ophold i den danske 1. division.

- Han har mange gange givet udtryk for, at han skal væk her til sommer. Det satser han selv på. Jeg ved ikke, om det er overmodigt, men det i hvert fald modigt af ham at sige, at han er færdig med Silkeborg. Vi starter trods alt igen med træningen allerede den 17. juni, så der er lang tid til, at transfervinduet åbner igen. Han siger selv, at han har fået flere tilbud, men nu må vi se, hvad der sker, siger Jesper Bech.

Efter de meget kontante udmeldinger om at ville væk er Marvin Pourie nu anderledes balanceret:

- Vi må se, hvad der sker. Jeg er på ferie nu og bekymrer mig ikke om det, men jeg ved, at der er klubber, som taler med Silkeborg om mig. Hvis det ikke bliver til noget, så har jeg et år tilbage af min kontrakt, og så spiller jeg her, men lad os nu se.

Silkeborg-formand Kent Madsen bekræfter, at der er interesse for Marvin Pourie: 

- Der er en række internationale klubber, der er interesserede, men der er ikke kommet nogle konkrete tilbud. Vi er åbne for at lade Marvin gå, hvis det rigtige tilbud kommer, men ellers bliver han her og opfylder sin kontrakt.

Formanden forventer, at samarbejdet med resten af truppen nok skal falde på plads.

- Hans store selvtillid er jo en af hans kvaliteter. Nogle opstår den slags på holdet, men det skal nok gå, hvis ikke det ender med at Marvin kommer til en anden klub. Transfervinduet er jo åbent længe endnu.

Dagens Gossip