En ekstra milliard skal pumpes ud i anlægsinvesteringer

Forøgelsen af de offentlige investeringer i forhold til 2013 stammer også fra regionernes aftale om økonomi fra juni, hvor to milliarder kroner blev sendt af sted til investeringer i de nye såkaldte supersygehuse. Også i forårets vækstplan blev der lagt op til en forøgelse af de offentlige investeringer med to milliarder kroner i 2014, og nu sender regeringen altså endnu en milliard kroner ud at arbejde i yderligere offentlige investeringer.

De offentlige investeringer ligger i forvejen på et højt niveau historisk set, da de er blevet brugt som instrument til at holde dansk økonomi i gang under den økonomiske krise.

Nogle af de projekter, som den nye anlægsreserve blandt andet skal bruges til, er motorvejen mellem Herning og Holstebro, en ny delvist brugerbetalt forbindelse over Roskilde Fjord ved Frederikssund og etablering af en ny baneforbindelse til Aalborg lufthavn. Dertil kommer etablering af nye motorvejstilslutninger i forbindelse med det kommende sygehus ved Odense og en udbygning af den sidste del af Køge Bugt motorvejen fra seks til otte spor.

Berlingske erfarer, at der er tale om en engangsudgift, som kan afholdes uden at komme i karambollage med de stramme økonomiske rammer, som EU har lagt for dansk finanspolitik.

Regeringen fremlægger sit samlede finanslovforslag tirsdag klokken 11. På forhånd ventes finanslovforslaget at være uden de store gaver. Der kommer dog en række andre mindre ekstrabevillinger og nye puljer på enkelte ministerier med en ekstra milliard kroner til de videregående uddannelser som den største.

Dermed er der ikke lagt op til at følge de økonomiske vismænd, som har argumenteret for, at der eksisterer et økonomisk råderum til at lempe finanspolitikken med op til 12 milliarder kroner næste år.

Dagens Gossip

Dagens TV