En EPO-rejse fra Hamburger til Santambrogio

Mauro Santambrogio lignede det, man kalder en god historie. I hvert fald indtil den 28-årige italiener mandag fik sat et forsinket, men skandaløst selvlysende punktum for Giro d'Italia.

Testet positiv for EPO. Og dermed i samme båd som Vini Fantani-holdkammeraten Danilo Di Luca, der ikke engang nåede at fuldføre det italienske etapeløb, inden dopingkontrollen fældede ham.

Mauro Santambrogio nåede i mål. Endda med en stor etapesejr som den sportslige skalp. Men allerede efter første etape i Napoli 4. maj, havde den 27-årige italiener afleveret en doping-prøve, der skulle vise sig at være en tikkende skandalebombe.

- Selvfølgelig er jeg ikke glad, men jeg er ikke en gang overrasket. Vi vidste det alle sammen, lød reaktionen fra Giro d'Italias løbsdirektør Michael Acquarone.

Problemet for Michael Acquarone og de ryttere, der i det stille pegede fingre ad både Santambrogio og hans kontroversielle team-kollega Danilo Di Luca, var, at anti-dopingarbejde tager tid. Godt og vel de tre uger, det tager at køre et stort etapeløb til ende.

- Jeg kunne slå ham ihjel, lød det fra Santambrogios sportsdirektør Luca Scinto, da nyheden slap ud mandag og øjeblikkeligt bragte holdet med den neongule dragt i akut lukningsfare.

Indtil da havde Santambrogio ud fra en overfladisk betragtning være sæsonens rosenrøde succeshistorie. Kleenex-fortællingen om den altopofrende hjælperytter, der efter at have knoklet for etablerede stjerner som Cadel Evans, Philippe Gilbert og Thor Hushovd på BMC, omsider fik chancen for at folde sit eget talent ud. Og gjorde det.

Det var Rolf Sørensens nære ven, BMC-sportsdirektør Max Sciandri, der anbefalede Vini Fantinis ledelse at ansætte manden med de karakteristiske basunkinder.

Sciandri vidste bedre end de fleste i miljøet, at Santambrogios navn af flere omgange har været fedtet ind i en dopingsag fra Mantova, hvor en leveringsvillig apoteker ved navn Guido Nigrelli står anklaget for at have leveret præstationsfremmende stoffer som blandt andet EPO og væksthormon til en række topryttere.

Også den danske Michael Rasmussen har undervejs været til afhøring. Og Santambrogio blev i april 2010 og maj 2011 suspenderet og senere genindsat af ledelsen på BMC, fordi han angiveligt havde "proklameret sin uskyld og i øvrigt bidrager til opklaringsarbejdet".

Efter skiftet til Vini Fantani løftede Santambrogio sit niveau markant. Han avancerede fra en placering på cqrankings verdensrangliste som nummer 180 til 27. Det lignede til forveksling samme Askepot-historie, som da Bjarne Riis i sin tid slog igennem og skiftede ham fra vandbærer til superstjerne. Med den kedelige mellemregning, at der var biokemi og måske en turbo-læge med i spillet.

Allerede efter afslutningen på Giro d'Italia indkaldte det italienske cykelforbund Vini Fantanis sportslige ledelse til et møde, som efter planen skulle finde sted 14. juni. Anledningen var Danilo Di Lucas EPO-sag, der så nåede at bliver overhalet af Mauro Santambrogios.

Det skulle give rigeligt med ammunition at rette mod Vini Fantini holdet. Måske ikke mindst lægen Daniele Tarsi, der i en lang årrække har huseret i cykelsportens dunkle kulisser.

I 1998 var Daniele Tarsi tilknyttet det franske Casino-hold, hvor han "trænede" navne som danske Bo Hamburger og ikke mindst værelseskammeraten Rodolfo Massi - også kendt i feltet som "den lille apoteker".

Pudsigt nok synes dopingsager at følge med, hvor doktor Tarsi slår lægeteltet op. Velkendte dopere som Bo Hamburger, Danilo Di Luca, Tyler Hamilton, Oscar Camenzind og Leonardo Piepoli har alle haft berøring med den trinde italienske turbo-læge igennem de seneste 15 år. Og så sent i 2011 blev tyske Patrik Sinkewitz afsløret for brug af væksthormon, netop som han havde fået kontrakt med Vini Fantini.

Hvis det ligner et mistænkeligt mønster, er det nok fordi, der er et.

- Det er problemet med cykelsporten. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det, men det var ikke nogen overraskelse, at både Di Luca og Santambrogio blev knaldet. Og det var godt at få dem stoppet, lød Brian Holms reaktion, da Vini Fantani-kaptajnens sag brød ud i lys lue mandag.

Det var den ulykke, alle ventede på. Uden at det gør den mindre smertelig for en sport, der kæmper med at vinde troværdighed.

Dagens Gossip

Dagens TV