En handicapbil kan være undervejs i tre år

Skrevet af admin

28/08/2014

Dagens topnyheder

Målet var at forenkle systemet, så syge og handicappede hurtigt kunne få en afgørelse i sager om førtidspension og hjælpemidler.

Men det er gået lige modsat, og tusindvis af danskere må trods en ny reform af klagesystemet i gennemsnit vente ni måneder på en afgørelse fra Ankestyrelsen.

- Det er noget makværk. Politikerne kunne have sagt sig selv, at det ville gå sådan. Det advarede vi om, da reformen blev vedtaget, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer til Ritzau.

Han fortæller, at handicappede, der søger om for eksempel en kørestol eller en personlig hjælper i øjeblikket risikerer at vente i op til to år, hvis kommunen afviser ansøgningen, og sagen derefter skal behandles i Ankestyrelsen.

- Og hvis det drejer sig om en handicapbil, kan der gå op til tre år. I løbet af de år risikerer ansøgerens situation at være forværret. Det ser vi ofte, siger han.

Med reformen blev seks myndigheder lagt sammen, så borgerklager nu alle skal behandles i Ankestyrelsen. Det fik i sin tid Danske Handicaporganisationer til at forudse lange ventetider, fordi der med reformen fulgte en besparelse på omkring 100 millioner kroner.

- Politikerne har vidst, at det ville tage to-tre år, før sagsbehandlingstiden var nede på et rimeligt niveau. Reformen betød jo, at mange medarbejdere blev fyret, siger Stig Langvad.

Den lange sagsbehandlingstid møder også hård kritik i en beretning fra Rigsrevisionen, som har fulgt ankesystemet i en årrække.

- Som klager har man krav på, at der træffes en afgørelse inden for en rimelig tidsfrist, og når sagsbehandlingstiden for visse sager er oppe på omkring et år, er det simpelthen ikke rimeligt længere, siger afdelingschef i Rigsrevisionen Bettina Jakobsen til Politiken.

Ankestyrelsen overtog 17.000 klagesager med reformen 1. juli 2013. Ifølge Rigsrevisionen var andelen af sager, som var et år gamle eller mere, steget fra en procent i juli 2013 til knap syv procent i marts i år.

Thorkil Juul, styrelseschef i Ankestyrelsen, erkender, at det tager for lang tid at få klagerne igennem systemet.

/ritzau/