En hel by for demente bliver bygget på Fyn

Skrevet af Marie Milling

11/08/2015

Dagens topnyheder

I Odense Kommune har man besluttet sig for, at gå ind i et storstilet projekt, som skal laves for folk med demens.

Der skal nemlig bygges en hel by med koncertsale, restauranter og shoppe-muligheder - og byen skal kun være for demente.

Men ulig andre byer, skal det være sværere at fare vild og blive væk. Alle veje bliver lavet, så man ender inde i centrum igen, og byen bliver lukket af, så man ikke kan vandre væk.

Læs også: Giv rygerne penge for at kvite smøgerne

- Vi ved fra et lignende projekt i Holland, at de demente har godt af at bo i et normalt bymiljø i stedet for plejehjem. De får det bedre af det, fordi de kan være sociale og aktive med andre i byen, fortæller direktør for ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune Helene Bækmark til Avisen.dk.

Det er OK-Fonden som står bag idéen med byen, og de kontaktede Odense Kommune, som var meget interessede i projektet.

Plads til en lille eftermiddagssjus
Begge parter kunne se fordelen i at skabe nogle rammer for de demente, som gjorde, at de kunne leve, som de ønskede.

- I dag bliver demente passet som syge i uvante omgivelser og skal følge andres regler. Pludselig er eftermiddagsdrinken skiftet ud med kaffe og kage, og det behager måske ikke alle. Egentlig har de bedst af at leve et liv tæt på deres normale, hvor de kan fortsætte deres vaner, spise deres fortrukne mad og bo med ligesindede, fortæller Helene Bækmark.

I byen er det også meningen, at man bliver grupperet efter, hvilken type man er, eller hvilken beskæftigelse man har haft.

Det gør de, fordi man mener, at landmænd for eksempel kan have mere at tale om med en anden landmand, og de kan også dele nogle af de samme vaner.

Læs også: Mor ser familie foran i køen lægge deres varer mærkeligt op på båndet - så går det op for hende hvorfor

Selvom der kommer til at være en del plejepersonale, så skal der også være et fokus på det sociale frem for det sundhedsmæssige, fortælller Bækmark.

Hvis byen bliver en succes, og mange demente gerne vil bo der, så vil de i Odense Kommune overveje at udvide projektet, som de kalder “Byen for Livet.”

I OK-fonden kan man godt se idéen få succes andre steder i Danmark også.

- Jeg er sikker på, at mange vil benytte sig af muligheden, og at det snart vil sprede sig til hele landet, siger Eva Lunding Olsen, direktør i OK-fonden.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: