En kraftig El Niño truer

Skrevet af admin

18/05/2015

Mest læste i dag

En kraftig El Niño er under opbygning og rammer i år.

Det fastslår tre af verdens store meteorologiske institutter, nemlig USA's Nationale Ocean og Atmosfæriske Administration, Japans meteorologiske institut og det australske meteorologiske bureau.

De tre institutter siger ifølge CNN samstemmende, at Stillehavet nu er opvarmet så meget, at det er givet, at El Niño er vendt tilbage.

Fænomenet kan udløse tørke nogle steder og voldsom regn med efterfølgende oversvømmelser andre steder på kloden.

Tidligere har El Niño fået skylden for blandt andet voldsomme oversvømmelser i Mexico, jordskred i Californien og ødelæggelse af afgrøder og jammerlige høstudbytter i Asien, påpeger CNN.

Den forrige kraftige El Niño ramte tilbage i 1997 og 1998, og alene i USA kostede den efter den amerikanske tv-stations oplysninger et sted mellem 10 og 25 milliarder dollar.

En svagere El Niño i 2009 førte til, at Indiens sommermonsun ikke blev så kraftig som normalt. Indien fik så den værste tørke i 40 år, og den globale sukkerpris eksploderede.

Problemet kan også ramme risproduktionen i Asien, hvor 90 procent af al ris bliver dyrket.

Reuters skriver, at den El Niño, der nu truer, netop kan føre til tørke i Asien og ramme afgrøderne dér.

El Niño er spansk og betyder drengebarn.

Ifølge DMI har fænomenet fået sit navn, fordi indbyggere i Peru og Ecuador registrerede en svag opvarmning af havet ved deres Stillehavskyst, altså i den østlige del af Stillehavet, hvert år ved juletid.

Det kommer med få års mellemrum med forskellig styrke.

Fænomenet opstår i havet og i atmosfæren og fører til, at overfladevandet i det østlige Stillehav opvarmes, hvilket påvirker vejret i det tropiske bælte

/ritzau/