En lille håndfuld kommissærkandidater kan snuble

Skrevet af admin

10/09/2014

Mest læste i dag

En irer med et par dårlige sager derhjemme, en spanier med et noget særligt syn på kvinder, en ungarer med tætte bånd til en kontroversiel premierminister og en brite med et anstrengt forhold til EU.

Det er noget af det, der kan kaste grus i maskineriet for EU-Parlamentets godkendelse af Jean-Claude Junckers foreslåede hold til EU-Kommissionen.

SF's Margrete Auken bebuder, at hendes gruppe, De Grønne, vil kæmpe hårdt for at få den spanske kandidat til posten som klima- og energikommissær, Miguel Arias Cañete, pillet ud af den nye kommission.

Cañete beklagede under en tv-debat før EU-parlamentsvalget, at han ikke kunne fremføre sine argumenter så stærkt som ønsket, fordi der var kvinder med.

- Hvis du misbruger din intellektuelle overlegenhed, eller hvad man nu vil kalde det, så ender du med at ligne en mandschauvinist, som trænger en forsvarsløs kvinde op i en krog, sagde han.

Den irske kandidat til at blive landbrugskommissær, Phil Hogan, har et par møgsager derhjemme fra sit job som miljøminister: om indførelsen af vandafgifter, om diskrimination af romaer på boligmarkedet og om administration af et EU-program for regionaludvikling.

Ungarske Tibor Navracscs, der er indstillet til at få ansvar for uddannelse, kultur og unge, nævnes af nogle parlamentarikere som potentielt problematisk, alene fordi han politisk står sin kontroversielle premierminister, Viktor Orbán, nær.

Også den britiske kandidat, Jonathan Hill, der skal være kommissær for finansielle serviceydelser, kan møde problemer.

Stærke kræfter i parlamentet har allerede truet med at nedlægge veto mod kommissæren med ansvar for bankregulering, hvis ikke personen lover at sætte en stopper for især britiske bankers omgåelse af et bonusloft, der træder i kraft næste år.

- Brugen af løntillæg for at omgå loftet er en provokation. Hvis man er del af EU, må man overholde samme regler, som alle andre medlemslande, sagde lederen af parlamentets socialistiske gruppe, Gianni Pittella, tirsdag til avisen Financial Times.

Kommissionen skal godkendes i EU-Parlamentet som et hele. Hvis der er én kandidat, parlamentet ikke vil acceptere, må parlamentarikerne stemme nej til hele holdet - eller få Juncker til at lave om på det inden afstemningen.

/ritzau/