En lille ny prins er kommet til verden

Den royale fødsel fandt sted på St. Marys Hospital i Paddington i det vestlige London, hvor også prinsesse Diana fødte prins William for 31 år siden.

Der har været stor spænding omkring barnets køn, da det nybagte forældrepar - og dermed også offentligheden - angiveligt ikke vidste, om dets førstefødte ville blive en dreng eller en pige. Ifølge kongelige kilder ønskede William og Kate, at det skulle være en overraskelse.

Det engelske kongehus oplyser, at prins William var til stede under fødslen.

William og Kates førstefødte er nummer tre i tronfølgen efter sin farfar, prins Charles, og sin far, prins William.

Et af de store spørgsmål er nu, hvad den lille purk skal hedde. Længe før fødslen blev væddemål om det nyeste medlem af den kongelige familie indgået. CNN skriver, at de britiske bettingsites spår Alexandra som favoritnavn til en prinsesse og George til en prins. Også Diana, Elizabeth og Victoria ligger i toppen til en pige.

Prins William og Catherine Elizabeth Middleton blev kærester i 2003, men i 2007 blev det offentliggjort, at parret havde slået op. Senere fandt de sammen igen, og den 29. april 2011 blev parret gift i Westminster Abbey i London, hvor der var inviteret 1.900 gæster.

Forud for brylluppet blev prins William ophøjet til hertug af Cambridge, jarl af Strathearn og baron af Carrickfergus, og Catherine Elizabeth Middleton blev hertuginde af Cambridge, da de blev gift.

I januar i år besluttede dronning Elizabeth, at alle børn af William og Catherine skal være prinser og prinsesser.

Til rollen som britisk regent følger titlen som øverste guvernør for den engelske kirke, chef for de væbnede styrker og desuden statsoverhoved for 16 stater i Commenwealth.

Fødslen af en ny tronfølger har i flere uger optaget journalister, fotografer og trofaste royalister, der har belejret området omkring Saint Marys hospitalet i håb om at få et glimt af hertuginden, mens souvenirbutikkerne har fyldt hylderne med »Royal baby«-gods.

Tusinder af briter har mandagen igennem ventet i spænding foran hospitalet.

Dagens Gossip

Dagens TV