En million stemmer mellem Obama og Romney

USA er et land, der politisk er delt på midten.

Godt nok har Barack Obama sikret sig fire år mere i Det Hvide Hus, men den genvalgte præsident har langtfra alle amerikanere bag sig.

Mitt Romney og den republikanske lejr har sikret sig opbakning fra 53,7 millioner af vælgerne. Omkring en million flere har sat deres kryds ved Obama og Demokraterne.

Dermed er det meget tæt på hver anden, der støtter Romney, selvom Obama står til at få langt de fleste af de såkaldte valgmænd.

Mere end 80 procent af stemmerne er optalt på nuværende tidspunkt onsdag morgen dansk tid.

Mitt Romney erkendte tidligt onsdag morgen dansk tid sit nederlag til Barack Obama, som har sejret i flere vigtige svingstater, blandt andet i Pennsylvania, Michigan, Virginia og nøglestaten Ohio.

Optællingen af den såkaldte "popular vote" - altså det samlede stemmeantal på landsplan - skal nu gøres færdig, før man kan sige noget endeligt om opbakningen til Romney og Obama.

Obama er kun den anden demokratiske præsident, som det er lykkes for at vinde en anden periode som præsident siden Anden Verdenskrigs afslutning. Det var Bill Clinton, der under valgkampen utrætteligt har slået på tromme for sin partifælle.

Obamas valgsejr bygger på støtte fra kvinder, fra unge og frem for alt fra sorte og latinoer - folk med latinamerikansk baggrund. Og det lykkedes ham at gentage succesen fra 2008 - at få sorte og latinoer til at stemme ved valget.

 

Dagens Gossip

Dagens TV