En moderne, anderledes SUPERLIGAspiller

Ærgrelsen er stadig at spore i Niels Erik Søndergaards stemme. Tidligere på sommeren tog han sammen med resten af den sportslige ledelse i Esbjerg fB afsked med klubbens mest elskede spiller i mange år. Målmanden og forårets profil i Superligaen, Lukas Hradecky, udnyttede efter alenlange, følelsesladede forhandlinger med den vestjyske klub sin status som kontraktfri, til at rejse tværs over Jylland, Fyn og Sjælland, hvor han underskrev en aftale med Brøndby.

Trusler og beskidte beskeder

Men Søndergaards ærgrelse er intet at regne i forhold til de reaktioner, det kontroversielle klubskifte skabte udenfor klubkontorerne i Esbjerg. Hradeckys ’forræderi gav genlyd overalt i det vestjyske, og dén facebook-side, den finske målmand normalt bruger til at kommunikere og tale med sine mange fans glødede pludselig af vrede. Enkelte trusler fandt endda vej til målmandens blå/hvide væg.

- Jeg fik nogle beskidte beskeder, som jeg synes var over grænsen. Nogle håbede, jeg brækkede mine ben. Der var nogle trusler, men de fleste beskeder handlede om, hvordan jeg dog kunne finde på at vælge Brøndby, fortæller Lukas Hradecky til BT om dagene efter aftalen med Brøndby nåede offentligheden.

Time efter time

For helt at forstå de stærke reaktioner fra store dele af Esbjergs tilhængerskare skal vi tilbage til Niels Erik Søndergaards indledende ord. Hradecky var - så længe det varede - en helt i det vestjyske. Ikke blot på grund af sit flotte spil mellem stængerne på egnens Superliga-mandskab. Nej, lige så meget fordi han tog sig tid til tilhængerne. Masser af tid. Efter Esbjergs hjemmekampe stod han ofte i timevis og skrev autografer til både børn og voksne, talte med tilhængerne og lod sig fotografere.

- Tilhængerne kommer på stadion for at støtte os, så jeg føler, at jeg skal betale dem tilbage. Og det gør jeg på den måde. Når børnene synes, jeg er lidt cool, vil jeg selvfølgelig lade dem få taget billeder sammen med mig. Jeg elsker sammenhørigheden med tilhængerne. Det har noget at gøre med den måde, jeg er opdraget og vokset op på, og jeg har brug for det på banen, siger Hradecky, der også har en anden forklaring på forholdet til vestjyderne i de blå/hvide trøjer.

- Vi havde et møde, da jeg var i Esbjerg, hvor tv-rettighedshaverne kom og fortalte om, hvordan vi kan få flere seere til kampene og flere mennesker på stadion. Det fik en klokke til at ringe hos mig. Jeg vil gerne spille en stor rolle for at få det til at ske, og det tror jeg også, jeg har gjort.

Social på de sociale medier

På den måde adskiller den finske målmand sig drastisk fra størstedelen af landets Superliga-spillere, og udenfor banen er forskellen lige så tydelig. Også i fritiden er den unge finne i løbende dialog med sine fans.

- Jeg bruger både facebook og Twitter til at kommunikere og tale direkte med mine fans. Mest facebook. Jeg prøver at svare og reagere på alt, jeg får. Undtagen de dumme trusler. Dem bruger jeg ikke tid på, forklarer Hradecky med et undertrykt smil.

Det åbne brev

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at målmanden tyede til facebook, da bølgerne gik højst kort efter skiftet til Brøndby.

- Reaktionerne var stærke, fordi jeg var så tæt på fansene. Det havde næppe været så slemt, hvis jeg ikke havde været åben og havde fejret hver eneste sejr med fansene, mener Hradecky, der gik til tasterne, hvor han skrev et åbent brev til Esbjergs skuffede fans.

- Jeg vidste, at en masse mennesker ville blive sure over mit klubskifte, så jeg ville vise dem, hvordan det hele så ud fra mit perspektiv. Forklare, hvorfor jeg tog det valg, jeg gjorde, og hvorfor jeg ikke blev i Esbjerg, selv om jeg i aviserne havde sagt, at jeg ikke ville til en anden klub i Danmark. Jeg har altid været åben overfor Esbjergs fans, og jeg synes, de fortjente at vide, hvorfor jeg valgte at skifte til Brøndby, bedyrer han.

Intet ændres

I dag står Lukas Hradecky, for første gang siden sommerens mest kontroversielle Superliga-transfer blev en realitet, overfor de fans, der for få måneder siden elskede og beundrede ham. Det gør han, når han i Brøndby-trøjen tager imod Esbjerg på sin nye hjemmebane.

- De gav mig rigtig meget, så jeg forstår, hvorfor de var rasende, men jeg håber, at de kommer over det og tilgiver mig på et tidspunkt, lyder det fra den 23-årige finne, der trods trusler og raseri fra omgivelserne ikke så meget som overvejer at ændre opførsel.

Og gudskelov for det.

- Jeg er en åben person, og for mig er det bedste ved at være fodboldspiller at dele det med fansene. Det bånd er uvurderligt, så jeg vil gøre nøjagtig det samme i Brøndby, som jeg gjorde i Esbjerg. Jeg håber, jeg kan bygge det samme op med Brøndbys tilhængere, som det jeg havde med Esbjergs, slutter en af Superligaens anderledes og moderne tænkende eksistenser.

Dagens Gossip

Dagens TV