En person død i brand på Bornholm

Skrevet af admin

02/02/2014

Mest læste i dag

Liget af en uidentificeret person er søndag blevet fundet i en nedbrændt ejendom nær Østermarie. Det oplyser Bornholms Politi.

- Det har været en meget voldsom brand, og under slukningsarbejdet finder brandfolkene en person, der er omkommet, siger politikommissær Peter Jørgensen til Ritzau.

Søndag eftermiddag er den afdødes identitet fortsat ukendt.

- Vi kan ikke sige noget om køn eller alder endnu. Det kan vi tidligst mandag, siger Peter Jørgensen, der heller ikke har oplysninger om brandårsagen:

- Jeg har rekvireret Kriminalteknisk Center, og de kommer mandag formiddag. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt.

Politiet blev alarmeret klokken 12.19 om branden, der raserede en vinkelejendom på Åløsevej nær Østermarie.

Så sent som onsdag fandt Bornholms Politi et lig i et stuehus i Klemensker, som tirsdag brændte ned til grunden.

Siden branden har husets eneste beboer, en 90-årig mand, været savnet. Meget taler derfor for, at det er liget af ham, man har fundet.

Politiet har dog endnu ikke kunnet fastslå, om det er tilfældet, oplyser Peter Jørgensen.

Tirsdagens brand skyldtes en åbenstående brændeovn.

/ritzau/