En person dræbt efter skud mod bil i København

Én person er blevet dræbt, efter at han og to andre blev beskudt, mens de fredag aften kørte i bil på Frederikssundsvej i bydelen Husum i København.

Det fortæller vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi.

- Han døde i bilen. De to andre er ikke i kritisk tilstand, siger han til Ritzau.

Han fortæller, at der blev affyret mellem fem og ti skud mod bilen, som fortsatte med at køre og siden forulykkede. Det er endnu uklart, om den dræbte førte bilen.

Politiet vil senere forsøge at afhøre de to øvrige passagerer om skudepisoden. Der er endnu ikke oplysninger om deres forklaring.

Skudepisoden skete nogle hundrede meter fra vejen Åfløjen og i nærheden af kommunegrænsen til Herlev, oplyser Brian Belling.

Frederikssundsvej er fredag aften spærret, og området omkring den beskudte bil undersøges af politi med hunde.

/ritzau/

Dagens Gossip