En person er anholdt for bombetrussel i Odense

En 37-årig mand er blevet anholdt for den bombetrussel, der søndag standsede juletrafikken på tværs af landet i omkring fire timer.

- Det er på tip fra borgerne, at vi har anholdt en 37-årig mand fra Fyn. Vi taler i øjeblikket med ham, skriver vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist i en pressemeddelelse.

Truslen om, at en bombe ville sprænge på Odense Banegård Center klokken 15, blev indtelefoneret klokken 13.34.

Det fik politiet til at afspærre banegården og DSB måtte kort før klokken 15 standse alle tog over Fyn.

Søndag aften har politiet så anholdt en person for at stå bag truslen, der blev indtelefoneret fra et uregistreret taletidskort.

Oplysningen om anholdelsen kommer blot få minutter efter, at politiet besluttede at ophæve alle afspærringer i forbindelse med bombetruslen, og togene igen begyndte at køre.

Politiet kan endnu ikke oplyse nærmere om den anholdte eller hans mulige motiv til at komme med bombetruslen.

/ritzau/

Dagens Gossip