En person stadig i livsfare efter dødsulykke

En 20-årig dansk mand er allerede død efter det tragiske uheld, der fandt sted lørdag morgen lidt i klokken otte på Christianshavn i København. Meldingen om de to øvrige var tidligere lørdag, at de begge var hårdt kvæstede. Men lige nu befinder den ene sig altså i en yderst kritisk tilstand, skriver BT.

Vagtchefen ved Københavns Politi fortalte tidligere på dagen bt.dk, hvad årsagen til ulykken var:

»Kort forinden har de været involveret i et materielt uheld - det vil sige et uheld uden personskade - og det forsøger de så at køre fra. Og de kører ikke fra det første uheld med 20 kilometer i timen, kan jeg godt sige. Kort efter mister de herredømmet over bilen. Men der er ikke tale om, at der har været en decideret biljagt, selv om den anden bil fra det første uheld kører efter dem,« siger vagtchef Dannie Rise til bt.dk.

I lyskrydset ved Strandgade og Torvegade rammer bilen - en Peugeot - en lysmast. Her bliver de to passagerer slynget ud af vognen, mens manden bag rattet bliver fastklemt, oplyser Dannie Rise til BT.

Efter ulykken spærrede politiet det meste af Torvegade af, så brandfolk, læger og politifok kunne få ’arbejdsro, men inden klokken 10 lørdag formiddag blev der igen åbnet for trafik.

Nu skal politiet underrette pårørende til afdøde og til de to andre kvæstede. Derudover undersøger politiet også, om der har været alkohol involveret. Desuden skal man nu lave en række undersøgelser af bilen og finde ud af, hvor stærkt de tre unge har kørt.

Politiet blev underrettet om ulykken klokken 07.57 lørdag morgen.

Dagens Gossip