En række kommuner er for dyre for familien Danmark

Skrevet af admin

01/07/2014

Mest læste i dag

Er husstandsindkomsten på 750.000 kroner og er drømmen et parcelhus på 144 kvadratmeter, så er der flere kommuner, hvor døren er lukket til drømmeland. I Gentofte, København og Aarhus kan de 750.000 kroner ikke finansiere boligen.

Men i Kolding, Esbjerg og Ringsted rækker pengene, viser en analyse, som Nykredit har lavet. Analysen tager udgangspunkt i tommelfingerreglen om ikke at købe hus, der koster mere end 3,5 gange familiens årlige husstandsindkomst.

- En dansk gennemsnitsfamilie uden formue, der i dag vil købe hus i Nordsjælland, København eller Aarhus, må enten gå på kompromis med husets stand eller størrelse eller flytte kommune, hvis de ønsker at købe et gennemsnitlig hus, siger Nykredits forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen.

- Det betyder selvsagt ikke, at disse kommuner består af lutter millionærer, men nytilflyttere og nye boligejere vil som udgangspunkt have en stærkere privatøkonomi end gennemsnittet, siger forbrugerøkonomen om analysen.

Men tommelfingerreglen kan ikke stå alene. Ud over forholdet mellem husstandsindkomst og boliggæld, er det anbefalingen, at en familien med to voksne og to børn har 13.500 kroner som rådighedsbeløb hver måned.

- Rådighedsbeløbet er et af realkreditinstitutternes redskaber til at vurdere låntagers kreditværdighed. Og både låntager og långiver har en fælles interesse i, at lånet ikke er større end, at der er råd til uforudsete udgifter, siger Johan Juul-Jensen.

De dyreste kommuner, som gennemsnitsfamilien Danmark uden opsparing ikke har råd til at købe hus i, er Gentofte, Rudersdal og Frederiksberg. Her skal husstandens indkomst mindst være på 1,2 millioner kroner.

I den anden ende af skalaen ligger Lolland - som det sted, hvor kravet til husstandsindkomsten er lavest - Ærø og Morsø i Nordjylland. Alle tre steder ligger kravet til husstandens årlige indkomst under 330.000 kroner.

/ritzau/